I FORBIFARTEN: Wellness for jord og planter hos MARKLIV…

En anden overskrift kunne være: ”- At gøre livet lidt mere besværligt… frivilligt… fordi det er nødvendigt”… Kig selv ud på Boruphedevej 37 nord for Vrå og find på en tredje overskrift…

245

På min indkøbsseddel stod: ”Grønsager fra MARKLIV” – Kort og godt, slet og ret, simpelthen…

Og enkelt er det: På hverdage mellem ti og sytten kan du – hvis du køber for mindst 200 kr. – få friske grønsager lige fra jorden og ned i den kasse eller net, du selv har med…

Og konceptet er ligetil: Økologisk mikrolandbrug, hvor der pusles om planter og jord uden brug af maskiner… ingen pløjning og udstrakt brug af sædskifte og ro og beplantning, hvis eneste formål er bunddække og opsamling af næring…

Og lige herfra er det nok ikke så simpelt, som det lyder, for det må indebære noget mere fysisk arbejde…

Michael Søe Larsen fik mig lokket til at smage rå broccoli i blomst, som ud over at være ganske pyntelig også smager fortrinligt som snack eller i en salat…

Det pløjefri landbrug er Mads Rubæk og Michael Søe Larsen, som driver MARKLIV, ikke alene om, og det er ikke forbeholdt økologer – ifølge mediet EFFEKTIVT LANDBRUG blev ca. 16% af den danske landbrugsjord i 2018 dyrket uden brug af plov… ”Conservation agriculture” har som formål at forstyrre jorden så lidt som muligt til gavn for biodiversitet og ikke mindst til gavn for de afgrøder, der skal have glæde af jorden…

Al begyndelse kan give besvær og erfaringer til næste etape og næste år, men her i denne forvoksede køkkenhave har der så til gengæld ikke været så meget som øjet på en gulerodsflue at se… MARKLIV har været forskånet for forstyrrende angreb…

Det lyder lidt mere besværligt og lidt mindre produktivt, end det vi kender fra traditionelt landbrug, og måske er persillerødder og gulerødder ikke helt så snorlige, som dittoerne fra Fakta, men det xtra arbejde i marken og ved køkkenbordet er nødvendigt, hvis vi mener noget med at gøre vores tilværelse mere bæredygtig…

Det er også lidt mere besværligt at skulle lade sin bil op, men man vænner sig hurtigt til det, og hellere leve livet lidt langsommere frivilligt end at få det påtvunget…

What do you have in your kass’ today…? Broccoli, spidskål, selleri, pastinak, persillerod, bolchebeder, squash og tomater blev det til… og skulle du have glemt dine net, så kan du købe en kasse til indkøbspris… Vær opmærksom på, at udbuddet svinger fra uge til uge, så den Frittata, du havde tænkt på at lave i aften, bliver måske anderledes end den, du lavede sidste uge…

Vrå Højskole og flere restauranter henter deres grønsager hos MARKLIV… Det vil jeg også gøre, hvis jeg kommer forbi Vrå, og måske er der et lignende tilbud i nærheden af, hvor du bor…

Foto: Elling

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments