Lang historie kort: Jeg blev oprettet som kunde hos NT og bestilte en Plustur med afhentning på Kystvejen i Hirtshals, da jeg skulle hente bilen i Hjørring… 24 kroner for at blive hentet i taxa og resten af betalingen med rejsekortet… Man kan jo ikke holde bil selv for de penge…
Vognmanden ankom i god tid, og egentligt ville jeg godt med fra Hirtshals, men det kunne min rejseplan ikke lige finde ud af, så jeg skulle køres til Horne Station. Ingen protester fra min side… Der må jo være en grund til denne lille sightseeingstur til det ydre Horne… Den dag var der så intet liv i det display, der skulle fortælle mig, hvornår toget fra Hirtshals ville ankomme, så jeg trykkede for en sikkerheds skyld på den knap, der får toget til at standse…
Jeg fornemmede, at toget til Hirtshals var forsinket, så mit tog fra Hirtshals havde lange udsigter, og der var ganske hundekoldt… Jeg tog en hurtig smart beslutning: Jeg tager toget til Hirtshals, får varmen og kører med den modsatte vej…
Fint… og god morgen! I samme øjeblik jeg ankom til Hirtshals Station og var ved at trykke mig ud, afgik toget til Hjørring fra modstående perron… Så står man der og føler sig som et par verselinier i en sang af TV2, og nej.. det er ikke dejligt at vente, når man kunne have undgået det…
Heldigvis var det i myldretiden, så næste tog ville afgå allerede 30 minutter senere, og jeg kunne sætte mig ind i varmen på det afventende tog, der så næsten planmæssigt bragte mig til Hjørring, hvor autoværkstedet heldigvis stadig havde åbent…
Ugen efter skulle jeg så hente min bil i Vidstrup, jeg vovede mig ud på endnu en Plustur, og denne gang virkede det hele og servicen var ok, så jeg vil ikke være ked af at ty til tog og taxa i fremtiden, men nok kun når det er nødvendigt…
Jeg gætter på, at mange, som ikke har bil, har stor glæde af ordningen, og har du endnu ikke prøvet, så er der info her:
Offentlig transport bør være gratis… fra skuddag 2020 har det været gratis i Luxembourg, det er gratis på Læsø og så vidt jeg husker også i Torshavn… Så er det på plads, min holdning er klar, men jeg må nok indrømme, at jeg fra mit nuværende domicil nemt kan rubriceres, som en af dem, der har det hele i munden, mens det kniber med den praktiske støtte til netop vores offentlige trafiktilbud…
Ja, jeg er afhængig af min bil, og hvad gør man så, når det kære transportmiddel skal til eftersyn i Hjørring og til en grundig omgang bilpleje i Vidstrup.. Selvfølgelig kan jeg tage toget og så gå de 2-3 kilometer mellem station og hjem, eller jeg kan tage min cykel, som gerne må tages med i toget… men, men… risikoen for dårligt vejr sidst i februar er til at få øje på, så derfor ovenstående lille opbyggelige historie fra det virkelige liv derude…
Foto: Elling
Vi har klaret os i over et år kun med cykel (dog en elektrisk en af slagsen) og tog. Jeg har endnu tilgode at prøve en plustur, for med cykel, tog og regntøj, så er det virkelig ikke noget problem at komme rundt i Nordjylland 🙂 Heller ikke i slutningen af februar med risiko for dårligt vejr 😉