
På det netop overståede Viking Cruise var der rigtig mange stjernestunder både ombord på Norröna samt i Island og på Færøerne.
Vi har allerede nævnt vores køretur med kaptajn Henrik Hammer til den enorme dæmning i Kárahnjúkar, hvorfra vi kunne se Europas største gletcher Vatnajökull og vulkanen Askja.
Vandkraftværket forsyner Europas største aluminiumsværk med energi skabt af opdæmmet smeltevand fra netop Vatnajökull. Dæmningen danner en kunstig sø på 57 kvadratkilometer. Der produceres her mere strøm, end det almindelige elforbrug på Island.
Ligesom vi nævnte besøget hos den lokale konsul Jónas Halgrímsson samt kaffe og en ridetur hos tysk fødte Sonja Valeska Krebs, der bor sammen med islændingen Bragi. Rideturen på en ægte islandsk hest gav lys i øjnene hos datteren Victoria. Gæstfriheden var alle steder fantastisk.
De mange timer ombord på skibet er imidlertid også renlivet nydelse, idet der er masser af underholdning og muligheder for adspredelse. Lige fra bingo og fodbold over badning i de opvarmede hot tubs med havvand på dækket eller poolen til de uforglemmeligt gode måltider morgen, middag og aften.
Den sidste aften ombord, som altid på et sådan cruise er fredag, var vi så privilegerede igen at tilbringe noget tid sammen med Henrik Hammer, som også havde inviteret Maria Montell og gemalen Tomas Villum Jensen, der havde taget deres børn med på dette Viking Cruise. Aftenen blev indledt og afsluttet med en drink i Naust Lounge. Her spillede og sang færingen Holgar Jacobsen.
Mens den færøske musiker underholdt, fik min kone Hanne og Maria Montell sig en snak med en ældre dansk herre, der i dagens anledning havde iført sig færøsk nationaldragt, som i sin fulde udformning kaldes Sjóstúka. Den faldt fornemt i hak med skikken at afspille den færøske nationalmelodi, når skibet afsejler en havn.
Forinden aftenens kaffe og cognac indtog vi den helt specielle Viking Buffet. Her var der et næsten uoverskueligt stort opbud af traditionel nordatlantisk mad.
Bedre afslutning kunne vi ikke ønske os på vores femte Viking Cruise!






















































