Til daglig går de fleste børn og unge til sport med en god portion seriøsitet, fordi det alt andet lige er federe at vinde end at tabe, men heldigvis er der også masser af tid til sjov og hygge. Det sidste var der især fokus på lørdag aften hos Hirtshals Håndboldklub HH 80 og BTI Håndbold.
– Det er lige til at blive glad af, at vi pludselig har så mange U14 og U16 spillere i klubben. Og i øvrigt også af at være sammen med dem, siger i den forbindelse Helle Lyngbak, som er formand for BTI Håndbold.
Begge klubber havde nemlig denne aften lige præcis skæg og ballade samt hygge på programmet i henholdsvis Hirtshals Idrætscenter og Tannisbugthallen i Bindslev. Derfor kan man lige nu som medlem af de respektive klubbers grupper eller sider finde masser af sjove billeder på Facebook.