Prisværdig pædagogik og gastronomi med horneHjælp på Restaurant Abstrakt

Køkkenchef Simon Emil Christensen og kollegaen Uffe Kjeldgaard Truelsen udfoldede tirsdag aften pædagogik og gastronomi på et højt plan ved horneHjælp på Restaurant Abstrakt.

641

Pædagogik og gastronomi gik tirsdag aften næsten bogstavelig talt hånd i hånd, da køkkenchef Simon Emil Christensen og kollegaen Uffe Kjeldgaard Truelsen sammen med en stor flok veloplagte og engagerede elever fra Horne Efterskole tirsdag aften tryllebandt 80 betalende gæster med en forrygende lækker fem retters menu samt dertil hørende udvalgte og i særdeleshed velvalgte vine på Restaurant Abstrakt.

Arrangementet var et led i Horne Efterskoles store projekt horneHjælp, som for femte år i træk er blevet en succesrig tradition ved på kreativ vis at samle penge ind til de hjemløse i foreningen bag avisen Hus Forbi. Imponerende var imidlertid ikke bare det gastronomiske niveau, men i særdeleshed også den professionelle effektivitet og rettidige omhu, hvormed de to køkkenchefer med pædagogisk fingerspitzgefühl og overblik fik eleverne fra hovedsageligt linjefaget horneGastro til at servicere os 80 gæster i den store sal på Restaurant Abstrakt. Underholdende og indbringende både for arrangører og gæster var også det lotteri, der blev afviklet med fine præmier før desserten.

Alene ved arrangementet tirsdag aften samlede Horne Efterskole, med lokale råvarer fra blandt andet Orkidegården i Tornby og Fun-Park, ikke mindre end 55.000 kroner ind til Hus Forbi. I den kommende weekend løber yderligere arrangementer af stablen på Horne Efterskole. Det ville derfor ikke overraske forstander Mogens D. Jensen, hvis indsamlingen i år runder imponerende 500.000 kroner til Hus Forbi.

Link til tidligere artikel

Højt humør hos horneHjælp

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments