Fra byggeriets påbegyndelse i 1919 og de næste 100 år blev Hirtshals Havn et af nordens store knudepunkter for oversøisk transport og fiskeri.
2019 er imidlertid ikke første gang, man i Hirtshals fejrede byens 100-års fødselsdag. I 1979 udgav Lokalhistorisk selskab for Hirtshals Kommune årbogen Lilleheden 1979 – Hirtshals 100års jubilæum. Baggrunden for jubilæet i 1979 var, at der i 1879 blev bygget en landingsmole i området mellem Hirtshals Fyr og Emmersbækkens udløb. Molens etablering blev startskuddet til byen Hirtshals, der ved havnebyggeriet i 1919 allerede husede 800 beboere.
Landingsmolen var resultatet af et halvt århundredes arbejde for bygningen af en havn ved Hirtshals. Da en havn kostede omtrent ti gange så meget at etablere som en mole, endte det lokale havneudvalg i 1878 med at vælge en beskeden tilgang og søgte staten om 33.000 kr. til etableringen af en landingsmole. De 33.000 kr. blev bevilliget, de lokale grundejere gav kvit og frit deres jord til ladeplads og vejanlæg, og de sørgede for levering af sand, grus og sten til byggeriet. September 1879 startede byggeriet og i maj 1880 blev det afsluttet med en stor fest på kroen i Lilleheden.
Samtidig med at molen lettede fiskernes adgang til det yderst fiskerige hav ud for Hirtshals, betød den også, at der nu var et tilflugtssted for fiskerbåde og deres besætninger under stormvejr. I forordet til jubilæumsårbogen fra 1879 kan man læse følgende om etableringen af landingsmolen: ”Nu kunne der leve erhvervsfiskere, som ikke havde behov for mere jord end en byggegrund. Der kunne eksistere mange mennesker på stedet. Det var begyndelsen til, at Lilleheden fra at være det nordvestre hjørne af Horne sogn blev til byen Hirtshals. Hirtshals blev født, da det første molestykke blev bygget, og derfor kan der fejres 100 års jubilæum i 1979-80.”
I 2005 afholdtes endnu et jubilæum i Hirtshals, der dette år stod i kulturens tegn. Hirtshals var nemlig blevet udnævnt til kulturkommune i Nordjyllands Amt og kalenderen var spækket med arrangementer, indvielser og gæster. Denne gang fejrede byen Hirtshals Havns 75-års jubilæum, på baggrund af, at havnen i 1930 var færdigbygget.
Hvad den korrekte dato på dåbsattesterne for Hirtshals Havn og by skal være, vil artiklen her lade stå hen i det uvisse. Men én ting kan vi trods alt udlede af 1979, 2005 og 2019: I Hirtshals viger man ikke for en anledning til at jubilere.
Til molens indvielsesfest blev der forfattet en lille sang. To af versene i sangene lød ifølge årbogen fra 1979 som følger:
De vendelboers gamle land
Har haft et dårligt rygte.
Det næppe føde kan en mandag selv rotter for det flygte
Det ligger nord for lov og ret
Var landsmænds dom, og sikkert det
Var tarveligt at gæste- var tarveligt at gæste
De gamle sten fra smeltet bræ
Vi som en arm vil lægge
I havet ud at byde læ
For dansk og fremmed snekke,
at hæve guld fra havets skød
til Danmarks held, til fiskers brød,
til lykke for dem begge.
Kilder: Wikivendsyssel.
Årbog 1979 Lokalhistorisk selskab for Hirtshals Kommune: Lilleheden 1979 – Hirtshals 100års jubilæum
Hjørring Kommunearkiv, Hirtshals kulturkommune 2005
Hjørring Kommunearkiv.