
Emil Kondrup fra Hirtshals, som nu er i eksil søndenfjords, har længe gået og følt sig ramt af den famøse og berygtede mandeinfluenza.
– Jeg har forsøgt med ingefær, citron og alskens andre husråd for at få bugt med sygdommen. Intet har hjulpet, fortæller den hårdt plagede Emil.
I dag kom hans gode ven Lasse så med et råd om, at man skal bruge et hvidløg som stikpille. Hvordan vennen ved det, melder historien ikke noget om.
– Jeg var i starten meget skeptisk og havde brug for en søgning på Google for ligesom at få bekræftet, at jeg ikke bare var ved at få røven på komedie, bogstaveligt talt, oplyser Emil.
Til hans store overraskelse var det ikke desto mindre et velkendt husråd, hvorfor den hårdt plagede unge mand straks gik mod køkkenet.
– Jeg sparer jer for detaljerne under et par ubehagelige scener og springer direkte til min nuværende situation. Jeg kan bare sige, at det godt kan være, at jeg før havde influenza, men det er først nu, at jeg for alvor føler mig syg, uddyber Emil.
– Og så er jeg bare så pisse træt af, at jeg er imod madspild og skal ha’ tzatziki til aften, lyder det afslutningsvis fra Emil.
På den lokale webavis råder vi andre til ikke at følge rådet, før vi igen får livstegn fra patienten.