En tredjedel af de danskere, der lever i hjemløshed, er mellem 18 og 29 år. Unge med anbringelser i bagagen er stærkt repræsenteret i denne statistik, da de udgør omkring hver tredje af de hjemløse unge, hvilket betyder, at omtrent en ud af ti tidligere anbragte oplever hjemløshed i ungdommen.
Tallene stammer fra en ny undersøgelse, som VIVE – Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har udarbejdet for Hjem til Alle alliancen. Formålet med undersøgelsen er at se på, hvad der kendetegner unge både før og efter hjemløsheden.
”Tidligere anbragte er massivt overrepræsenteret i statistikken over hjemløse. De her unge har været kendt i det sociale system siden barndommen, og derfor er det bekymrende, at hver tiende af dem kommer ud i hjemløshed i løbet af deres ungdom siger seniorforsker Lars Benjaminsen, der står bag undersøgelsen.
Kombinationen af psykisk lidelse og misbrug øger risikoen for hjemløshed
De tidligere anbragte, der kommer ud i hjemløshed, kæmper ofte med komplekse problemstillinger. En stor del har for eksempel en dobbeltdiagnose, hvilket vil sige, at de både har en psykisk lidelse og et misbrugsproblem.
”Det er særligt de anbragte unge med psykiske lidelser og misbrugsproblemer, som har en betydelig risiko for at komme ud i hjemløshed. Vi kan også se, at efterværnet har været væsentligt kortere for de anbragte unge, der kommer ud i hjemløshed. Det tyder på, at der er behov for en mere specialiseret støtte til denne gruppe,” forklarer Lars Benjaminsen.
Efter hjemløsheden hænger problemerne ved
Selvom de fleste unge kommer ud af hjemløsheden igen senere i livet, er det ikke ensbetydende med, at de får en nem tilværelse. Mange står i en udsat livssituation, hvor de fortsat kæmper med deres problemer og aldrig for alvor har fået foden inden for på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.
”Det er på mange måder nogle ikke særlig opmuntrende konklusioner, som undersøgelsen kommer frem til. De viser tydeligt, at mange tidligere hjemløse unge fortsat befinder sig i en marginaliseret position og har svært ved at finde fodfæstet i voksenlivet,” siger Lars Benjaminsen.
Han tilføjer, at særligt de tidligere anbragte unge har det svært efter hjemløsheden, hvor mange fortsat har tegn på psykiske vanskeligheder eller misbrugsproblemer. Men også andre unge i hjemløshed med for eksempel psykiske lidelser, har svært ved at blive en del af samfundet igen, når de er kommet ud af hjemløsheden.
Fakta om hjemløse unge
- Dødeligheden blandt unge i hjemløshed er væsentligt højere end blandt unge i almenbefolkningen.
- Unge kvinder i hjemløshed har ofte psykiske lidelser.
- Unge mænd i hjemløshed har ofte misbrugsproblemer.
- Unge indvandrere og efterkommere i hjemløshed har ofte en fængselsdom bag sig.
- En sjettedel af de unge i hjemløshed har forældre med videregående uddannelser.
- Unge i hjemløshed har et stort forbrug af indsatser og ydelser på tværs af forskellige dele af velfærdssystemet, for eksempel i psykiatrien, på socialområdet og i kriminalforsorgen.
Om undersøgelsen
VIVE har udarbejdet undersøgelsen Hjemløshed i Ungdommen for Hjem til Alle alliancen med støtte fra Helsefonden og Bikubenfonden. Undersøgelsen er baseret på omfattende data fra de nationale kortlægninger af hjemløshed, data om ophold på § 110-boformer for borgere i hjemløshed, samt registerdata fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen. Kombinationen af data har gjort det muligt at give et detaljeret indblik i, hvem de unge er, og hvad der kendetegner deres livsforløb.