Hver fjerde medarbejder er lærling hos Erik Lytzen A/S

Ud af 110 medarbejdere er omkring en fjerdedel lærlinge hos Erik Lytzen A/S.

311

Erik Lytzen a/s har cirka 110 medarbejdere ansat. Blandt dem er der 25 elektrikerlærlinge, 2 VVS-lærlinge og 1 ventilationslærling. Omkring hver fjerde ansat er således under uddannelse, skriver Hjørring ErhvervsCenter.

– Det er firmaets politik. Vi føler simpelthen en forpligtelse til at bidrage til, at vi også i fremtiden kan finde de medarbejdere, vi skal bruge, oplyser direktør Anders Nielsen, der styrer medarbejder- og lærlingeområdet hos Erik Lytzen A/S.

På årsbasis bidrager virksomheden således med 6 – 8 uddannede medarbejdere til installationsbranchen.

– I forhold til antal faglærte medarbejdere ansætter vi flere lærlinge end gennemsnittet. Samtidig må vi dog konstatere, at mange virksomheder desværre tager for få eller slet ingen lærlinge, siger Anders Nielsen.

Der er netop kommet en ny lovgivning om praktikpladser, hvor de virksomheder, der ikke ansætter nok lærlinge i forhold til en forudbestemt norm, straffes økonomisk. Desværre må vi konstatere, at kravet om antal lærlinge pr. faglært medarbejder er alt for lavt til at have nogen mærkbar virkning, mener Anders Nielsen.

Elektrikere har i en årrække været en mangelvare. Men det skyldes ikke manglende tilgang til uddannelsen på erhvervsskolerne. Faktisk er tilgangen lige nu rekordhøj.

– Problemet bunder dels i for få praktikpladser, dels i at elektrikeruddannelsen er et godt springbræt til en række andre uddannelser, således at de unge ikke bliver i faget efter udstået læretid, uddyber Anders Nielsen.

På VVS- og ventilationsområdet er manglen på arbejdskraft også alvorlig. Men her er årsagen primært, at for få vælger uddannelsen. Den har efter Anders Nielsens opfattelse for lille tiltrækningskraft blandt de unge.

– Det kunne måske hjælpe på tilgangen, hvis vi fik en VVS-uddannelse til Hjørring – eller i det mindste et grundforløb. Som det er nu, skal de unge til Aalborg for at få en VVS-uddannelse, tilføjer Anders Nielsen.

VVS-branchen har arbejdet målrettet via kampagner på at få flere unge ind på VVS-uddannelsen. Dette har i nogle landsdele givet positiv tilgang af VVS-lærlinge, mens andre landsdele ikke har oplevet den samme tilgang.

Hos Erik Lytzen a/s er man meget bevidst om, at det kræver en indsats at have lærlinge.

– Nutidens unge har som udgangspunkt ikke så stor viden om, hvad det kræver at være på en arbejdsplads. Så udover at lære om det rent faglige skal de også lære noget om pligter, ansvar og almen dannelse”, konstaterer Anders Nielsen.

Direktøren supplerer i øvrigt den daglige oplæring med årlige medarbejdersamtaler.

Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments