Allerede forrige onsdag den 5. august var der for første gang legestue for hvalpe hos Hirtshals Hundepension. I går fra kl. 17.00 til 18.00 fandt den anden samling så sted.
– Det er fuldstændigt overvældende, så mange hvalpe og ejere, der dukkede op første gang og endnu flere i dag, fortalte instruktør og hundekonsulent Jan Sørensen.
Det koster da også bare 20 kr. at deltage og ingen tilmelding, hvilket utvivlsomt har bidraget til succesen, idet eneste krav er, at hvalpen er mindst 9 uger gammel og vaccineret.
– Hvalpene sættes sammen i grupper, hvor de med hensyn til størrelse og temperament passer sammen, så de får en god oplevelse og lærer at kommunikere med hinanden, forklarede Jan Sørensen.
Det var da også tydeligt selv for en udenfor stående iagttager, at hvalpene hurtigt følte sig trygge og legesyge, hvilket smittede af på deres ejere, som hyggede sig sammen og udvekslede erfaringer.





















































