Hvad gør man med døde dyr i vejkanten?

Vi har alle sammen set dem. De døde dyr, der ligger i vejkanten på motorveje og landeveje, men hvad skal man egentlig gøre, hvis man påkører et dyr?

331
Foto: Arkiv.

Det er nærmest umuligt at være gået igennem et helt liv uden at have set et stakkels dyr, der har endt sine dage i en vejkant.

Men hvad skal man egentlig gøre, hvis man påkører et dyr, eller hvis man bare ser et dyr ligge på vejen?

Det første og vigtigste, man skal finde frem, er sin telefon.

Vejdirektoratets Trafikcenter har åbent døgnet rundt, og dem kan man altid ringe til på 80 20 20 60, hvis man har set eller ramt et dyr på vejene.

– Man skal fortælle, hvor man har set dyret, og hvad det er for et dyr man har set, fortæller operationel koordinator ved Vejdirektoratet, Jacob Langebæk Hegner.

Når Vejdirektoratet har fået de oplysninger kan de nemlig beslutte, hvad der skal ske med dyret.

–  Hvis dyret er trafikfarligt eller lider, så sørger vi for vejhjælp, der ser på dyret og håndterer det alt efter, hvad der er i vejen med det. Hvis det er et mindre dyr, vurderer vi, hvor på vejen det ligger, hvis det ikke er til fare, lader vi det ligge, siger Jacob Langebæk Hegner og slår fast, at det er vigtigt hvilke oplysninger trafikanterne oplyser, når de ringer ind.

Der er som sådan ikke nogle perioder, hvor der er flere døde dyr i vejkanterne end andre, men det forekommer, at der er lidt flere døde dyr på vejene, når dyrene er i brunst. Men inden for de sidste tre uger, har Vejdirektoratet fået en del meldinger om døde dyr i Nordjylland.

– En hurtig screening viste, at der var blevet påkørt omkring 40 dyr i Nordjylland, og på landsplan var det omkring 200, siger Jacob Langebæk Hegner.

På motorveje er det altid Vejdirektoratets opgave at vurdere, hvad der skal ske med det påkørte dyr, men på landeveje kan man blive henvist til Dyrenes Beskyttelse, men derfor er det stadig altid en god start at ringe til Vejdirektoratet.

De kan nemlig hjælpe med at fortælle om man skal ringe til Dyrenes Beskyttelse eller om Vejdirektoratet kan tage sig af dyret.

Kilde: TV2 Nord.
Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments