Hvad er en stærk kvinde?

Af Mads Nygaard
Forfatter

Min mor førte dagbog over de sidste to år af min fars liv. Hun bestyrede alle de forskellige piller, han skulle have mod kræften. Skrev sirligt det hele ned hver aften, når far var krøbet til køjs. Hun noterede også, hvor meget han havde spist i løbet af dagen. I begyndelsen fine mængder. I den sidste tid: halv kartoffel, kvart frikadelle, lille bid af sildemad, ingen appetit, ingen appetit, ingen appetit!

Det var mors egen udgave af vejrudsigten. Solen ville helt sikkert stige igen i morgen, men fars var uigenkaldeligt ved at gå ned. Mor fulgte med hele vejen.

Min mor mistede sin egen far, da hun var bette. Som tre-årig tror jeg. Hun var 16, da hun blev forlovet med min far, et parløb, der bestod gennem alle årene. Min far var en bulderbasse. Med meninger af stål, ubøjelig i alt. Mor til gengæld, hun kom ham i møde. Hun skrællede også kartofler, når vi skulle have boller i karry. Far syntes ris var noget, fanden havde skabt. Skulle vi have boller i karry, måtte der være kartofler i en skål for sig. Mor kommenterede det aldrig, ironiserede aldrig over det, hun gjorde det bare. Sikrede bordfreden.

De sidste dage i min fars liv, flyttede vi alle sammen ind på det værelse, han havde fået på landsbyens plejehjem. Vi var der i fire døgn. Mor lavede ikke længere sine vejrudsigter, nu sad hun og lyttede til fars vejrtrækning. Den trak længere og længere ud. Himmelvide mellemrum mellem hvert eneste åndedrag.

Hele rummet syntes at mangle ilt. Vi unger fortrak til mellemgangen. Mor blev derinde. Hun troede hele tiden, at fars sidste øjeblik var kommet. Så kom hun ud som en hvirvelvind. ”Det er nu. NU!” Vi dannede en komethale og ilede med mor ind til dét, der alligevel ikke viste sig at være fars sidste sekunder. Mønsteret gentog sig i alle fire døgn. Til sidst løb vi hende bare automatisk i møde, når vi hørte hendes oprørte trin.

Mor var min fars nærmeste sygehjælper de sidste to år af hans liv, hun veg ikke fra hans side. Da far gik bort, syntes der kun at gå et lille øjeblik, før hun selv blev syg. Igen kræft. Næsten som om alle timerne under fars sygdom havde rottet sig sammen. For at gå direkte over i hende. Ubærligt og brutalt.

Mor døde Sankt Hans aften. Det var brandstorm. Den traditionsrige tale på Tornby Strand, som mor altid havde holdt så meget af, kunne ikke gennemføres. Stranden stod under vand. Skraldespandene flød rundt, overladt til havets hærgen. Jeg stod i klitterne og kiggede på dem, da sygehuset ringede: ”Vi tror, det er ved at være …”

Jeg nåede derop i tide. Jeg holdt hendes hånd, da hun drog bort. I samme stilhed som hun havde levet hele sit liv. Ingen protest. Intet suk. Bare stille.

Var min mor en stærk kvinde? Hun skældte aldrig ud, hun demonstrerede aldrig, hun fik aldrig en uddannelse, hun accepterede alle særheder hos min far, og I guder, der var mange af dem.

På en måde lænede hun sig op ad ham hele sit liv, men da han faldt, bar hun ham hele det sidste stykke. To år i træk. Hendes belønning? Overtagelse af kræften. Og end ikke her … end ikke her ved lægernes dom, der syntes trukket direkte op af helvedes dynd, blev hun bitter, vred eller fandenivoldsk. Stadig stille. Stadig accepterende. Jamen så må det være sådan, og i morgen skinner solen igen. For alle I, der stadig kan stå op sammen med den.

I det lys var min mor stærk. I det lys var min mor naturstridigt stærk. I det lys har jeg min mor tatoveret i mit blik.