
Konferencier Michael Vajhøj tager en pejling af vejret udenfor, mens Anna Sofie Joest Andersens smukke stemme akkompagneres af Blue North ved Musik Under Trappen.
Indenfor er publikum så småt begyndt at indfinde sig på trods af det grå og våde vejr udenfor, men de muntre frivillige i barerne er da også garanter for, at fadøllet ikke bliver tyndere af regnen.
Mens jeg lytter til de sidste smukke numre af Blue North, gør Michael Vajhøj sig klar til at præsentere en af sine egne favoritter, som er Rikke Mølbæk Thomsen alias R. NOOR, der er fra Brønderslev, men allerede har spillet med navne som Niels Hausgaard, Allan Olsen, Søren Huss, Mads Langer, Marie Key, Tina Dickow og Rasmus Nøhr.
– Endelig kan man også godt denne søndag glæde sig til Jump & The Blue Note fra Skagen, som virkelig kan sætte gang i teltet med en god blanding af rock og blues, forsikrer Rasmus Jespersen.
Formanden for Hirtshals Musikforening har placeret sig diskret nede bagerst i teltet, hvorfra også han indtil videre har nydt tonerne fra Blue North. Udenfor er det i mellemtiden blev noget nær tørvejr.
Humøret fejler af gode grunde heller ikke noget ved Musik Under Trappen. Formanden tjekker prognosen på mobilen og konstaterer med et smil, at den nu lover bedre lokalt byvejr til resten af ugen.
Hvis vejrguderne på trods af spådommene skulle svigte igen, går det nok også alligevel her i det nordvestlige Vendsyssel.



























































