Projektet går ud på at udsætte op til 10.000 små sorte hummere på et af landets største stenrev, som strækker sig fra Hirtshals i nord til Løkken i syd. To af gruppens medlemmer har selv været fiskere i deres yngre dage.
Både ”Niller” alias Niels Kristian Nielsen, som er formand for Hirtshals Fiskeriforening, og Svend Bjørnager fra den lokale fiskeriforening, kunne berette, at tilbage i 1970’erne kunne fiskerne reelt leve af at fiske sorte hummer.
De to “gamle” fiskere havde været på studietur i Cornwall for at se et projekt, hvor man udsætter hummere for at genskabe bestanden. Begge kom hjem med masser af inspiration fra det spændende projekt og arbejdede videre med ideen.
Det resulterede så i det projekt, som blev præsenteret torsdag ved et pressemøde på Villa Vest i Lønstrup. Udover de to fiskere består projektgruppen af direktøren for Nordsøen Oceanarium og Forskerpark, Karl Henrik Laursen, seniorforsker ved DTU, Ivar Lund, en portugisisk ph.d. studerende ved navn Renate, som følger projektet, samt de to restauratører, Ejvind Kjeldsen Jensen fra Restaurant Lilleheden og Kim Møller Kjær fra Villa Vest. Til at koordinere projektet deltager René Langdahl Jørgensen fra Nordsøen Forskerpark.
Forventningerne til projektet er ikke til at overse. Den gamle Hummerkyst skal genskabes. Det vil være godt for både fiskeri og ikke mindst turisme. Svend Bjørnager, som udover at være formand for den lokale fiskeriforening også er formand for FiskeriLAG nord, ser gerne, at projektet munder ud i flere arbejdspladser langs kysten.
De to restauratører kan godt se potentiale i af servere friskfanget lokal sort hummer. Kim Møller Kjær pointerede, at mange i dag ikke har smagt hummer på grund af dens høje pris. Han kan godt se, at hvis bestanden genoprettes, vil prisen komme til et niveau, hvor flere vil have mulighed for at smage den sorte hummer.
Ejvind Kjeldsen Jensen tilføjede, at det kunne være fantastisk, hvis man kunne brande Hjørring Kommune som Sort Hummer Kommune, ligesom Læsø er kendt for dens jomfruhummer eller Løgstør for blåmuslinger.
Ivar Lund kunne dog meddele. at det har lange udsigter. Selvom man udsætter 10.000 små sorte hummere hver år med start formentlig i august 2019, vil der gå 4 til 5 år, før disse hummere ender på tallerkner i restauranterne.
Projektet kører over 2 år, og Nordsøen har været så gode til at sælge ideen, at det lykkedes at samle de 2 millioner kroner ind, som projektet kommer til at koste. Den største bidragsyder er ENV Fonden, som står for halvdelen af beløbet.
Fonden blev i dag repræsenteret af Peter Kjeldgaard fra Energi Nord. Han kunne godt se potentiale og perspektiverne i projektet, hvorfor fonden besluttede sig til at støtte dette.
FiskeriLAG er den anden store bidragsyder til projektet med 600.000 kroner. Her er der fokus på at bibeholde og skabe nye arbejdspladser langs kysten og ikke mindst genskabe det gamle fiskeri, som dengang formanden selv tog på havet.
Efter præsentationen af projektet havde Villa Vests kok, Anders Johst, sørget for lidt godt til ganen. FlaskePostens udsendte medarbejder fik således mulighed for at smage hummer anrettet på forskellige måder.
Hvem ved? Måske holdes der Hummer Festival i Lønstrup i 2025.
Klik på et af galleriets billeder for at se dem alle i større format
Foto: Jens Kranen Photography.
Det er der en super god ide. Men det hele har bare en dum bismag da det vist kun drejer sig om at fange dem og spise dem. Hvad med at frede dem istedet for ?