Astronomer beskæftiger sig med såkaldte sorte huller, mens vejdirektoratet hvert år foretager en gennemgang af statsvejnettet for at finde de kryds og korte strækninger, hvor der sker flere ulykker end forventet set i forhold til trafikmængde og vejstandard, hvilket i daglig tale kaldes de sorte pletter.
En anden slags sorte huller er dem i asfalten, som vejr og vind samt frost skaber på vejene. Små revner vokser og bliver til huller, der gør vejene risikable og farlige at færdes på. Tidligere år har den hårde frost fået skylden, men på trods af en mild vinter ser antallet af de farlige huller ikke ud til at være blevet færre.
Denne artikels forfatter skrev allerede i oktober 2013 en artikel under samme overskrift om problemerne med de kommunale veje, hvilket dengang gav anledning til, at lokalpolitikere gav udtryk for at ville kigge på, om der var andre måder at prioritere opgaven på.
– Jeg synes for eksempel, det er oplagt at kigge på de muligheder der er ved at sende endnu flere opgaver som denne ud i fagudbud hos vores mange lokale virksomheder, konkluderede blandt andre den konservative Michael Vajhøj.
Sidenhen ser der desværre ikke ud til at være sket de store omprioriteringer endsige forbedringer, hvilket formentlig fra lokalpolitisk hold vil blive forklaret med de uforudsete og voldsomme udgifter efter oversvømmelserne i oktober 2014.
Ikke desto mindre koster det ifølge FDM to til tre gange mere bare at renovere en nedslidt vej end at vedligeholde den ansvarligt. Det er med andre ord bedre at forebygge end at helbrede. Især da når det som her gælder om også at forebygge menneskelige tragedier.
Denne artikels fire tilfældigt valgte fotos er taget efter en køretur på Margrethevej og Sdr. Ringvej i Hirtshals. Meget bedre ser det ikke ud på adskillige andre veje i hele Hjørring Kommune.
Nu er det jo sådan at herremanden oppe på Codanhus ikke vil bruge unødige penge, på noget..!! Ud over altså Hjørring ny Teaterhus, Det ny Park Vendia, stadion m.m..!! Så de såkaldte sorte huller, så vi cyklister, knallertrister og trafikanter, skal nok døje med dem resten af året og måske længere..!!
Svært for os der bor i udkantskommunen, at skulle acceptere det enorme pengeforbrug, der bruges i Hjørring , til bl.a. Stadion og Teaterhus, og så se resten af kommunen svigtet med lukning af skoler, plejeboliger og totalt nedslidte veje. Man græmmes.
Jeg håber at masser af vælgere har en flov smag i munden, nemlig alle dem der stemte på “herremanden på Codanhus” alias bykongen fra Sindal. Apropos Sindal så har man vist her særdeles fine vejforhold, herunder også vejen fra Hjørring til Sindal over Astrup. Vistnok den vej bykongen kører på vej til og fra “arbejde”! Hvad med at placere et nyt Bilka i Hirtshals tæt på havnen. Kom så i gang bykonge og vis dit værd som tidligere Falckredder.