Af Hugo Frank Andersen
Født i Mosbjerg
Bor i Morild
Huset sover. Kun ikke jeg. Jeg sidder og venter på min kaffe skal blive klar. Som sædvanlig, skal I så udsættes for min skrivekløe.
Jeg har lige set en 78 årig skrive: 78 og nostalgisk. Okay. Jeg bliver også ofte nostalgisk, og det på trods af, jeg altså ikke har nået de 78 endnu. Men nostalgi er vist alligevel noget, der i hvert fald for nogle, kommer i den sidste tid af livet. Men nu er nostalgi jo ikke nødvendigvis noget negativt. Det kan være en film med gamle minder, ting man læser, eller noget helt tredje.
Jeg påstår altid, vi skal se frem, og ikke tilbage. Noget, jeg stadig mener. Men når man sidder for sig selv og filosoferer, kan et tilbageblik nu gøre godt. Her får man mulighed for at tænke over sine fejltagelser, så man måske kan undgå de samme fejl igen. Da jeg gik i skole, var historie ikke just et af mine yndlingsfag, men tåleligt. Men kan i dag se værdien af, at vi alle kender vores historie. Både som individ og folk. Historie må ikke glemmes, men skal studeres, for man kan lære af den.
Denne konklusion er nok et alderdomstegn, men ikke desto mindre, mener jeg, det er sådan det er. Jeg bliver fortvivlet, når jeg hører mennesker sige: “Hvad rager det mig, hvad der skete for 100 år siden”? For 100 år siden, var 1. verdenskrig netop slut, og da man ikke tog ved lære af historien, stod man 20 år senere foran den næste verdenskrig, som vist er den værste krig i hele verden. Og kostede mellem 50 og 70 millioner menneskeliv, og utrolige lidelser. Så jo. Nostalgi og historie har en kæmpe værdi.
Tankerne falder også på mit eget liv, som jo nok har passeret 2/3. Og lidt til. Brugte jeg det rigtigt? Kan jeg bidrage med viden, efter det liv, jeg har ført? Ja. Det kan alle. Jeg var ikke den, der var visionær. Men jeg har, efter egen mening, været god til at passe på de gode ting, andre havde skabt.
Mange ting har jeg fortrudt, og kan ikke ændre dem. Men også gode ting, er hændt mig. Efter regn, kommer solen altid frem. Tumult har præget mit liv, og mennesker ynder at fortælle mig, jeg ligger som jeg har redt. Og det er naturligvis rigtigt. Men hvad er bedst at have i rygsækken, et problemfrit liv, hvor der var medvind, eller et liv, hvor man har set/oplevet både sol og skygge? “Hugo vil altid have ret”.
En påstand jeg også ofte møder. Et fænomen, der er opstået af, jeg ofte giver min mening til kende. Synes ikke, man kan påstå, jeg bare VIL have ret. Sådan virker vores samfund ikke. Men jeg argumenterer for mine synspunkter, og hører gerne på andres. Og det ER sket, andres mening har påvirket mig. Men sjældent.
Men helt konkrete beviser, kan man jo ikke afvise. Det kan man derimod med argumenter/meninger. Den forskellighed er, mener jeg, en styrke i vores demokrati. Jeg kan forsikre alle for, at jeg agter at bidrage med det jeg kan, helt til slut linjen.
Det er en ret, alle mennesker har. Og alle mennesker har også ret, til at deltage i debatten, på trods af de måske ikke har levet helt, som samfundet forventede.
De dårlige ting, fejltagelser, kan også bruges til noget nyttigt.
God søndag til alle.
