
Hirtshals Boldklub spillede søndag eftermiddag kl. 14.00 hjemmekamp i Jyllandsserien. Det blev til et sviende nederlag på 1-4 til Aalborg Freja.
– Vi kommer foran 1-0, men smider føringen kort før pausen, selv om vi er i overtal. Efter pausen er der ikke gået mere end 5 minutter, før vi er bagud med 1-2. Omkring midtvejs i 2. halvleg rammes Freja af den anden 10 minutters udvisning, og her trykker vi for alvor på, fortæller Michael Skytte Pedersen.
– Desværre opstår den mest groteske situation, jeg i hvert fald har set, da en af deres angribere tydeligvis tackler bolden ned til en medspiller, som står i 10-15 meters offside. Linjevogteren vinker da også denne offside, begge hold standser op, men dommeren vælger at sætte sig selv i fokus ved ikke at dømme den. Deres angriber sparker bolden lidt forvirret i mål, mens vi står og fatter hjelm og linser af, hvad der foregår. Men 1-3 står der så nu, forklarer Michael Skytte Pedersen.
– I de døende minutter satser vi alt, og de scorer endnu en pind. Vi er ikke gode nok. Den er ikke længere. Det kan ikke blive ved at være dommerens og uheldets skyld, at vores modstandere altid scorer flere mål end os, selvom uheldet i den grad var ude efter os i dag. Jeg følte, vi havde momentum og godt kunne have fået point, slutter Michael Skytte Pedersen.
FlaskePosten skal selvfølgelig være tilstræbt neutral, men heller ikke webavisens udsendte mindes at have oplevet så absurd en kendelse, som den fadæse, der søndag eftermiddag ødelagde resten af kampen mod Aalborg Freja. Man forstår udmærket, at gæsterne efterfølgende nærmest omfavnede dommeren.
Jyllandsseriens næste kamp er mandag den 25. maj mod Dronningborg på Schlie Arena.