Kl. 8.30 tirsdag morgen kørte Horne Skoles frivillige kor bestående af 68 sangglade elever fra 0. til 3. klasse på afsted i dobbeltdækkerbus. De skulle på plejehjemsturné.
– Første koncert blev godtnok sunget i skolegården på Hirtshals Skole. Det var en slags opvarmning til selve plejehjemsturnéen. Begejstringen ville ingen ende tage, så vi blev opfordret til at synge ekstranummer. Det blev meget passende sangen Sommer, sommer og sol, fortæller musiklærer Anja Krogsgaard.
– Efter første koncert spiste vi en formiddagsmad og legede lidt på legepladsen i Hirtshals Skoles skolegård. Derefter gik de over til Lynggårdens Aktivitetscenter. Kl. 10.30 sang vi endnu en koncert. Den vakte især glæde, da de annoncerede, at næste nummer var Er du dus med himlens fugle, fortsætter Anja Krogsgaard.
Da de var færdige, havde Lynggården sørget for, at eleverne kunne få et dejligt æble at gumle på, mens de gik over i Folkeparken, hvor de spiste deres madpakker og fik brændt lidt krudt af i det dejlige område.
Da tiden var inde, gik de igennem skoven til Havglimt, hvor de kl. 12.30 sang dagens sidste koncert. De sang den fineste koncert udendørs på Havglimts terrasse. Her var det I en lille båd der gynger og Så længe jeg lever, der var de største hits.
Da de havde sunget sidste sang, var Havglimt vært for en rigtig skøn is. Lige hvad de trængte til efter tre gode koncerter på en dag.
Koret blev kørt tilbage til skolen i den seje dobbeltdækkerbus, hvilket i sig selv var en fin oplevelse.
– Godt trætte og meget tilfredse med dagens arbejde. Hvem siger det er kedeligt at gå i skole? I hvert tilfælde ikke os, lyder det afslutningsvis fra Anja Krogsgaard.