Holdleder og spiller er positive før kampen mod Birkelse

Holdleder Torben Holm Jensen og spiller Jesper Ladefoged Andersen vurderer førsteholdets muligheder i lørdagens kamp kl. 15.00 mod Birkelse på Schlie Arena.

20

FlaskePosten har fået holdleder Torben Holm Jensen og spiller Jesper Ladefoged Andersen til at vurdere førsteholdets muligheder i lørdagens kamp kl. 15.00 mod Birkelse på Schlie Arena.

– Lørdagens kamp bliver en god og hård fight mod et hold, som også gerne vil spille bold. Birkelse kommer nemlig også med troen på 3 point, da de har brug for dem i håbet om at rykke op i Jyllandsserie 1, vurderer således Torben Holm Jensen.

– Til gengæld kan jeg også med masser af stolthed notere, at vores gutter allerede har nået målet om oprykning  til Jyllandsserie 1, så det må siges at være flot af hele teamet. Nu skal vi bare spille frit, og så jagter vi 1. pladsen, hvor der for tiden er 2 point op til. Det kunne jo være fedt at ende helt i top igen, afslutter holdlederen.

Som udgangspunkt altså en tilfreds holdleder, der glæder sig over pladsen i Jyllandsserie 1, men også en optimistisk Jesper Ladefoged Andersen, som ser frem til en spændende hjemmekamp på Schlie Arena.

Hvilken kamp kan tilskuerne forvente?

– Tilskuerne kan forvente en meget tæt kamp, som det altid er mod Birkelse. Holdet kæmper stadig om top 4 i rækken, så de vil helt sikkert kæmpe hårdt for at få alle 3 point med hjem, konstaterer Jesper Ladefoged Andersen.

– Så selvom om vi har sikret os Jyllandsserie 1, så tror jeg stadig, det vil blive en spændende kamp, da vi gerne vil blive ved med at jagte førerholdene og slutte denne sæson bedst muligt, fortsætter den skarpe spiller fra Hirtshals Boldklub.

I holdt nullet i sidste kamp for første gang i sæsonen. Hvad betyder det for holdet?

– Det betyder utroligt meget for os. Det er altid en dejlig følelse at holde nullet. Det er også med til at give selvtillid på holdet, så det er vi rigtig glade for, lyder det fra Jesper Ladefoged Andersen.

Jeres målsætning for sæsonen er indfriet. Hvad kommer de sidste kampe til at gå ud på for jer?

– Vi vil stadig kæmpe for at ende så højt som muligt og stadig ligge et pres på førerholdet. Vi har endnu 4 kampe tilbage og en topkamp i den sidste mod Vejgaard, hvor jeg vil sige, at en sejr over det holde ville være en perfekt afslutning på sæsonen, afslutter Jesper Ladefoged Andersen.

Der er altså rigeligt med gåpåmod og rigtig gode forventninger både til lørdagens kamp og fremtiden. Derfor skal der også fra FlaskePosten lyde et stort tillykke til hele førsteholdet hos Hirtshals Boldklub.

Webavisen ser derfor også frem til det fortsatte samarbejde om at dække ikke bare førsteholdets kampe, men fremover tillige i endnu højere grad resten af vores lokale klubs aktiviteter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments