Fortsæt endelig med at læse lokale nyheder på nettet i ferien, men pas på med de åbne netværk, hvilket også gælder i Danmark.
Vi er vant til at høre om de usikre netværk på de feriesteder, vi normalt frekventerer i udlandet, men danske åbne netværk – også selvom de har en kode, man skal spørge efter, eller selvom man har betalt for at være på – er lige så usikre.
Kriminelle overtager netværket
Faren ved wifi netværk er, at kriminelle kan overtage dem, uden at hverken udbyderen eller brugeren ved det. Og alt efter, hvor raffinerede hackerne er, kan de aflure følsomme oplysninger fra folks telefoner og andre devices.
Sikkerhedseksperter fra IT-sikkerhedsfirmaet Bitdefender og Høj Data råder til, at man tilkøber ekstra data fra sit teleselskab fremfor at bruge usikre netværk. Hvis man alligevel bruger wifi på ferien, så bør man i det mindste kun bruge det til at surfe og ikke til at tilgå sin bank eller andre vigtige tjenester. Det gælder også fremmede computere – log ikke på nogle af dine tjenester, og køb ikke noget via dem.
De IT-kriminelle har fået blod på tanden
Der har været en veritabel eksplosion i antallet af cyberangreb og tilfælde af hacking under Covid-19, hvor hackere har benyttet sig af vores angst og bekymring til at få os til at klikke på inficerede links.
Og nu, hvor vi alle sammen drømmer om en corona-bekymringsfri ferie, vil hackerne, der jo aldrig holder ferie, benytte sig af vores afslappede tilstand til at lokke os i uføre.
Inden du tager afsted
For at du kan tage en velfortjent slapper i ferien, bør du tage nogle sikkerhedsforholdsregler, inden du tager afsted.
- Sørg for at du har gode, sikre passwords til din bank og andre vigtige tjenester
- Lav en back-up af dine data, inden du tager afsted
- Installer en sikkerhedsløsning og evt. VPN på dine devices
- Slå den funktion fra, der automatisk forbinder til netværk, og luk for din bluetooth-forbindelse
- Overvej, om du skal fortælle på sociale medier, hvor du er, hvis dit hus eller lejlighed står tom så længe. Moderne kriminelle står ikke og lurer og tjekker lys i vinduerne, når de kan sidde derhjemme og følge med på Facebook og Instagram.
Det eviggyldige tip
Hvis noget lyder til at være for godt til at være sandt, så er det det i reglen også. Derfor, hvis du får fantastiske tilbud i din inbox eller som SMS på ting, måltider eller aktiviteter til din ferie, skal du være ekstra opmærksom, inden du klikker på noget.