Man kan da ligeså godt gøre en dyd af nødvendigheden, og når det nu både regnede i stride strømme og var søndag, var det lige, hvad høstfolkene gjorde, da de i dag trissede ind i stadsstuen for at indtage middagsmåltidet ved det fint dækkede spisebord i Husmandsstedet. Hviledagen blev med rettidig omhu ihukommet.
Det var da også den måske bare anden regnvejrsdag på de 32 gange, der nu siden 1988 har været holdt Høst- og Jernalderdag ved Landskabs- og Landbrugsmuseet under Vendsyssel Historiske Museum i Mosbjerg. Regnen holdt imidlertid på ingen måde gæsterne væk, idet de blot i højere grad foretrak alle de mange indendørs aktiviteter.
Mens høsten med le og segl samt selvbinder således var indstillet på grund af vejret, så var der gang i alverdens gode gamle håndværk lige fra blandt mange andre smeden og pilefletteren under halvtagene omkring bålpladsen over trædrejeren og mælkekontrollanten til biavlernes honningslyngning, men også udendørs var der altså gang i aktiviteterne på trods af regnen.
Der var dyrskue og rebslagning, ridning på heste og foredrag om høsttraditioner, fælles høstsange, træsnitning, gamle lege og minsandten tillige mulighed for gammeldaws bondemad i form af skipperlabskovs med smør, syltede rødbeder og purløg. Ligesom man på egen hånd eller rettere sagt fod kunne begive sig ud på Oldtidsstien, Markstien og Skovstien.
Regnen forhindrede derfor alene selve høsten, men gav der ud over faktisk kun ekstra kolorit til den mange aktiviteter og en anledning til hygge rundt omkring.