
FlaskePosten slog torsdag eftermiddag et smut indenom og fik en sludder med de mange gode frivillige folk i haven hos Hirtshals Museum.
Anledningen var en tiltrængt frokostpause og tanken var bare et par af de gode fiskefrikadeller, men vi endte med en lækker platte fra Fiskekrogen.
Her oplyste Herdis Haugaard at godt og vel en snes frivillige til den forestående sæson havde stegt ikke færre end helt præcis 2.557 fiskefrikadeller, men der er om nødvendigt fisk og dermed fars til flere.
Pigernes madlavning muliggøres med sponsorater fra blandt andre Slagter Winther, Kølemadsen A/S, Møllers Fiskeeksport, Fiskernes Fiskesortering, Brd. Schlie’s Fiskeeksport, Venmark Fisk, Royal Greenland, Lions Club og Hirtshals Fiskeriforening.
Undervejs blev der som antydet også tid til en snak med Flemming, Åse, Christian og alle de andre, der trækker læsset i haven hos Hirtshals Museum.
Her er rebslagning og produktion af hængekøjer samt nøgleringe og de af gode grunde yderst populære Dannebrog, der pryder så mange huse i Hirtshals.
Allerede mandag den 3. juli blev haveaktiviteterne startet, idet åbningstalen blev holdt af urmager Jørgen Jensen, som er formand for Hirtshals Handel & Erhverv.
Hver onsdag i juli kl. 10.30 kan man desuden lære om bjesken samt de aktuelle planter til fremstillingen af den helsebringende drik.
Fakta
Hirtshals Museum er indrettet i et gammel fiskerhjem og bygget af kampesten i 1880. Museet er en del af Vendsyssel Historiske Museum, og har en permanent udstilling om blandt andet Hirtshals Havns historie samt en stor afdeling om bjesk og krydderurter.
Udstillingen “Hirtshals ved havet”
Her fortælles byens historie og udvikling ved og med havet. Gennem syv emner fortælles byens historie, om havnebyggeriet, færgefarten, om strandinger og redninger, om fiskeriet og om livet på havnen. Derudover fortæller selve museumsbygningen om en fiskerfamilies liv i byen anno 1915.
Bjesk og Signe Hansen
Vendelboerne er kendt for deres bjesk, og Signe Hansen er meget kendt for sine bjesk i Hirtshals. Hun var en gammel sundhedssygeplejeske, som udbredte bjeskens fortrinelige egenskaber. Tager du en flaske Brøndum Snaps med på museet, kan du få den forvandlet til en dejlig bjesk af lokale urter.
Museumshaven
I juli måned viser lokale fiskere og vodbindere som allerede nævnt indlednings i museumshaven, hvordan man slår reb og bøder net, og der er mulighed for at købe smagsprøver på fiskeretter.
Museet har hele juli måned åben alle hverdag fra kl. 10 til 16 på Sophus Thomsensgade 6 i Hirtshals.






















































