Birkelse lagde da også fra første fløjt pres på HB og pressede konstant hjemmeholdet tilbage på egen banehalvdel. Ikke desto mindre blev HB formentlig snydt for et frispark allerede under spillernes første angreb. I det andet seriøse angreb fik de så frisparket, som dog blev taget af udeholdets målmand Jesper Christiansen. Der gik da heller ikke lang tid, før den hurtige Fahim Alekuzi kunne score det første mål for Birkelse.
– Vi mangler lige det sidste gear, som en af tilskuerne tørt og lidt ærgerligt konstaterede, da 1. halvleg også endte med det ene måls føring til Birkelse.
Der kom under kampen og især i 2. halvleg en del udskiftninger. Hjemmeholdet lagde heldigvis ud med tydeligvis at have fået viljen til at vende kampen. Spillerne havde utvivlsomt fået en peptalk af træner Frode Langagergaard. Presset blev nu ligeså hårdt imod udeholdet, som det i 1. halvleg havde været mod HB.
Efter cirka et kvarters spil blev der begået straffe mod Martin Eriksen. Det blev taget af Kim Bærentsen, som sikkert udlignede for HB. Dermed var kampen åben og udviklede sig med højspændt dramatik og to gule kort til henholdsvis Thomas Sørensen og Christian Sørensen fra HB.
Kampen endte ikke desto mindre uafgjort 1-1. Spillerne fastholdt og udbyggede dermed den flotte statistik, hvor de nu er ubesejrede i ikke færre end 24 kampe. Blandt publikum var der dog ikke efterfølgende udpræget tilfredshed med dommerens præstation. Hele holdet stemte i 3. halvleg om kampens spiller, som blev Martin Eriksen. Derefter var der kølige øl til alle.
Før første dommerfløjt fik målmand Steffen Ledet i øvrigt af formand Jesper Vandsted overrakt en påskønnelse for sit 150 kamps jubilæum. Reelt var dagens kamp dog nummer 152 i rækken. Stort tillykke herfra!
Ligesom spillerne fik præsenteret deres nye trøjer for første gang.