Højdepunkterne hos B75 ligner Alperne

Lørdag var der generalforsamling, klubmesterskab og festivitas hos den lokale bordtennisklub B75.

12

Skal man karakterisere højdepunkterne i den forgangne sæson, som lørdag blev fejret hos bordtennisklubben B75, får man associationer i retning af norske fjelde eller Alperne. Talrige og smukke.

Hvis ikke det er de sportslige highlights, som der ellers er mange af, kan man udpege adskillige menneskelige succeser, hvor enkelte medlemmer har udviklet sig stærkt personligt. Det blev igen tydeligt lørdag, hvor der ved sæsonafslutning både var generalforsamling, klubmesterskab og fest hos B75.

– Det er i mine øjne forkert at tale om, at et menneske skinner, fordi den enkelte netop kun selv lyser op i øjnene på os andre, hvorved det lige præcis er fællesskabet, der løfter den enkelte, sagde blandt andet Lars Rokkjær.

Mange andre fik ordet ved aftenens fest i Hirtshals Idrætscenter, hvor den lækre mad var tilberedt af Annettes Festservice. Her i blandt  klubbens formand Simon Rokkjær og alderspræsidenten Egon Christensen.

– Jeg har en alder, der gør, at jeg kan huske, hvordan det var at få en fysisk afstraffelse i skolen, men vi er heldigvis kommet videre, fortalte den gamle folkeskolærer, der har haft flere af klubbens ældre medlemmer som elever.

– Det er noget af det helt unikke ved den her klub, at Lars Rokkjær helt fra starten for 40 år siden erkendte værdien af at finde det bedste frem i mennesker og få andre til at vokse ved at rose dem, pointerede Egon Christensen.

Det vil føre for vidt her at referere alle andre talere, men da Lars Rokkjær takkede FlaskePosten for samarbejdet og gav os tre flasker rødvin, fik webavisens udsendte en anledning til at fremhæve indsatsen af Jim Christensen.

Hvad den mand præsterer af PR ud ad til er helt og aldeles uvurderligt og må lette arbejdet med at skaffe sponsorer betydeligt for alle andre i B75. Hatteløft for ham og i klubbens ånd for alle andre i B75!

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments