Høj Data anbefaler tildækning af kameraet på din PC

Seks ud af ti danskere har ikke dækket deres kamera på computeren til, viser en ny undersøgelse foretaget for Ingeniørforeningen, IDA og Forbrugerrådet Tænk, hvilket kan være problematisk, påpeger også Tommy Høj fra Høj Data i Hirtshals.

635

Kun godt hver tredje dansker dækker deres kamera på computeren til, hvilket giver hackere frit spil til at skaffe sig adgang og i værste fald få adgang til billeder af dig i en situation, som du nødigt vil dele med andre.

Det mener IDAs ekspert i it-sikkerhed Jørn Guldberg, der undrer sig over, at så mange danskere ser stort på sikkerheden omkring deres privatliv.

– Der er heldigvis flere, der er opmærksomme på problemet end for to år siden, hvor kun hver femte dækkede deres kamera til, men det er stadigvæk problematisk. Langt de fleste danskere låser deres hoveddør, når de forlader hjemmet, og samme tilgang burde de have til kameraerne på deres elektronik. Det er i dag muligt for hackere på et meget lavt niveau at få adgang til et stort antal computere, for derefter at overvåge folk. Det kan ske ved phishing eller falske hjemmesider, hvor folk uforvarende kommer til at falde i fælden, siger Jørn Guldberg.

Fysiske indbrud i private hjem har de seneste mange år været faldene, mens kriminalitet på nettet stiger hurtigt, og derfor bør danskerne tage deres forholdsregler, lyder fra Jørn Guldberg.

– Computeren følger os i dag mange steder, og kan jo eksempelvis bruges til at afspille musik, mens man er i bad, eller er ved at klæde om. Situationer, hvor man umiddelbart tror, at man er alene, og ikke regner med, at andre kigger med. Det kan man ikke altid være sikker på, og når nu det er så nemt at beskytte sig mod lurere, burde flere gøre det, uddyber han og understreger, at kameraer på smartphones og nye fjernsyn også kan overtages af andre.

Problemet er velkendt hos Høj Data

– Ja, det er en kendt sikkerhedsrisiko. Vi anbefaler, at man dækker kameraet til, hvis man ikke bruger det. Vi har da også de små dimser, man kan montere henover et webcam på en bærbar, så man let kan lukke op eller i, siger Tommy Høj fra Høj Data i Hirtshals.

– Mange tror, at hvis lampen ved det lille webcam ikke lyser, er det ikke aktivt. Men det lys kan en hacker eller virus slå fra, tilføjer Tommy Høj.

Et lille klistermærke koster ikke noget, og ellers kan man investere nogle kroner i dimsen, der er et lille plastikpanel, som klæbes på og kan skydes frem og tilbage for at åbne og lukke dit webcam.

Den lille dims til kameraafdækning, der kan købes hos Høj Data.

Har du sat et klistermærke over kameraet på din computer, så eventuelle hackere eller andre uvedkommende ikke kan se, hvad du foretager dig?

20172019
Ja22 %36 %
Nej74 %61 %
Ved ikke3 %3 %
I alt100 %100 %

Kilde: Userneeds for Ingeniørforeningen og Forbrugerrådet, TÆNK (1.617 svar). 


Kilde: Forbrugerrådet Tænk og Ingeniørforeningen IDA.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments