Vendsyssels historie flytter på Facebook

I disse coronatider er alle kulturelle institutioner lukket. Det gælder også Vendsyssel Historiske Museum, som dog har taget initiativ til at møde vendelboerne et af de steder, der endnu ikke er restriktioner; nemlig på Facebook. 

113

“Det er en hård tid for museet i disse uger og måneder,” udtaler museumsdirektør Anne Dorthe Holm.

“Vores udstillinger står mennesketomme hen, og vores historier om Hjørring og Vendsyssel bliver ikke fortalt. Det synes vi er ærgerligt, for vi har alle brug for kontinuerligt at blive mindet om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Men når gæsterne ikke kan komme til os, så må vi komme til dem.”

Museet i Hjørring har været på Facebook i mange år, men den sidste måned har det skruet op for aktiviteten og bringer nu nye spændende historier om Hjørring og Vendsyssel dagligt. Især har der været fokus på tiden omkring besættelsen og dens forløsning med befrielsen den 4. maj, som jo i år er 75 år siden.

I opslagsserien “Vendsyssel Besat” har man således blandet andet kunne læse om forskellige schalburgtageanslag i Hjørring by, bl.a. Diskontobanken, der lå der hvor Bones ligger i dag. Banken blev sprængt i april 1945, og samtidig blev også konditori Willy på Springvandspladsen udsat for schalburgtage. Ukendte gerningsmænd brød ind begge steder og sprængte stederne i luften midt om natten i krigens sidste uger. Det er svært i dag at forestille sig, hvilken dramatik, det måtte have forårsaget dengang.

Man har ligeledes kunne læse – og høre – om, hvad der skete, da tyskerne i krigens begyndelse begyndte at grave for at anlægge en flyveplads og faldt over et lille kar, der skulle vise sig at have et stort potentiale for Nazitysklands propagandamaskine. Lidt vest for Frederikshavn gravede tyskerne et lille kar frem, der var ornamenteret med intet mindre end hagekors – selveste symbolet på nazismen. Men hvad betød det, og var det nu også sådan?

Museet har også taget gæster med på en virtuel historisk gennemgang af byen, i opslagsserien “Hjørrings historie”, hvor forskellige prominente adresser i byen har fået fortalt deres historie. F.eks. historien om Vendelbohus, tidligere Hotel du Nord. Bygningen brændte i 1957 og siges i dag at være hjemsøgt af den unge smørrebrødselev, der desværre omkom i branden. Man kan også læse om Købmands Riis’ Gaard, der er et byens få originale bindingsværkshuse, og som blev opført i 1793. Bygningen har både fungeret som pakhus og sygehus, da egnen blev ramt af syfilis og kopper.

“Et af de opslag vi har lavet for nyligt, der virkelig har fået Hjørringenserne til tasterne, er om ‘duften i Hjørring’ ” siger formidlingschef Jens-Christian Hansen. “Vi fortalte historien om Oxford, der blev etableret i byen i 1920’erne og dens produktion af kiks, småkager, vafler og andet bagværk. Noget, der kunne lugtes over det meste af byen. Og netop denne virksomhed og duften af kiks er der rigtig mange, der stadig kan huske, så vi har fået mange anekdoter om denne specielle side af byens historie som feedback på vores opslag”.

Der er stadig stor uvished om, hvornår Vendsyssel Historiske Museum igen kan åbne dørene op for gæsterne i Hjørring. Men så længe der er lukket, kan man dagligt få gode historier direkte på Facebook.

De gode historier vil museet blive ved med at poste på Facebook, og deres hjemmeside vhm.dk, selv efter coronaen har forladt os, og vi igen kan komme på museum. Men hvis du gerne vil følge med i de gode historier lige nu, skal du bare følge “Vendsyssel Historiske Museum”-siden på Facebook.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments