Hjørring Stadion i Superligaen

Udvidelse af stadion i Hjørring – Nord Energi Arena – er en nødvendighed, fastslår i dette debatindlæg Vensres byrådsmedlem Bjarne Mølgaard.

987

Af Bjarne Mølgaard (V)

Medlem af Hjørring Byråd
Medlem af Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget

Medlem af Folkeoplysningsudvalget

Udvidelse af stadion i Hjørring – Nord Energi Arena – er en nødvendighed, såfremt Vendsyssel FF i fremtiden skal spille Superliga fodbold i Hjørring, og ikke skal leje sig ind på Aalborg eller Hobro Stadion.

6 ud af Venstre´s 7 byrådsmedlemmer stemte sammen med 14 øvrige byrådsmedlemmer for en anlægsinvestering på 17,5 mio. kr.

En anlægsinvestering der betyder:
– Ny overdækket tribune bag mål mod Nord. ( nuværende udebaneafsnit), med 400 siddepladser og 1400 ståpladser.
– Udbygning og overdækning af nuværende Øst tribune, så der bliver 2100 siddepladser og 2100 ståpladser.
– Bag mål mod syd etableres der 3400 ståpladser
– Der skal ligeledes etableres en ny toiletbygning.

Der bliver således 3100 siddepladser, som alle er overdækkede og 6900 ståpladser, hvoraf de ca. 3000 er overdækkede.

Vendsyssel FF skal herefter betale årlig leje af stadion på 1.050.000 kr. ved Superliga status og 850.000 kr. ved Nordic Bet Liga (1.division). De betaler i dag 300.000 kr. Lejen er en årlig indtægt til Hjørring kommune, som kan anvendes til drift.

Vendsyssel FF er et spændende projekt, der fortjener at få de optimale rammer, set i lyset af at projektet har 10-12 år´s historik, hvor utallige frivillige ildsjæle har bidraget, og erhvervslivet har gennem årene støttet op med mange mio. kr, hvilket har gjort, at Vendsyssel FF er i Superligaen. VFF har i dag et meget professionelt set up og et stort korps af frivillige, der stadig yder en kæmpe indsats.

Vi ser det som en investering med et meget fornuftigt afkast og er selvfølgelig bevidste om, at der også er en risiko på den længere bane. I denne kontekst skal vi huske at stadion også er til gavn for Fortuna Hjørring, Dana Cup og evt. koncert arrangører.

Vendsyssel FF har gennem de seneste år været i top 16 i Danmark, hvilket betyder at de stadig vil være attraktive og få andel i TV penge, hvis de skulle en tur omkring Nordic Bet ligaen i fremtiden.

Tidspunktet her lige før en ubehagelig budgetforhandling med mange store besparelser på den daglige drift, skaber forståeligt undren hos borgerne. Her er det vigtigt at huske på, at det er anlægsmidler der bruges, og de kan ikke anvendes til daglig drift. De 17,5 mio. kr. kommer tilbage til kommunens kasse via lejeindtægt fremadrettet.

Hvis de 17,5 mio. kr. kunne anvendes til drift (løn kroner), ville det kun give en kortvarig eller lille effekt, da pengene kun kan bruges en gang.

Vi får et stadion, der er til gavn for Vendsyssel FF, Fortuna Hjørring, Dana Cup og koncert arrangører i mange år fremover, så det er med store forventninger og tro på fremtiden at vi, Henrik, Jørgen, Claus, Søren, Lone og Bjarne stemte for.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments