Hjørring Liberale Erhvervsklub fik besøg af Anders Fogh Rasmussen

Henved 30 medlemmer og gæster af Hjørring Liberale Erhvervsklub havde til morgen besøg af tidligere statsminister og generalsekretær i Nato, Anders Fogh Rasmussen.

225

 

Det velbesøgte arrangement hos Hjørring Liberale Erhvervsklub fandt sted på Hjørring Teater, hvor de mødte en veloplagt Anders Fogh Rasmussen, der gav deltagerne en meget spændende indsigt i det politiske verdensbillede af i dag.

– Særligt blev grænsekontrollen i og udenfor EU berørt, idet Anders Fogh udtrykte klare holdninger om nødvendigheden af en effektiv ydre grænsekontrol omkring EU. Det sydeuropæiske arbejdsmarked blev også berørt. Meget stive regler gør det sydeuropæiske arbejdsmarked ufleksibelt og gør integration af nye borgere meget vanskeligt, fortæller Søren Smalbro, som er formand for Hjørring Liberale Erhvervsklub.

Desuden lagde Anders Fogh Rasmussen stor vægt på at den manglende værdibaserede integration er et problem for hele vort europæiske samfund. Skal integrationen lykkes, må det i langt højere grad være med afsæt i vore egne værdier, tilføjer Søren Smalbro.

– Vi skal ikke starte et integrationsforløb med alverdens former for gratis hjælp. Det fremmer ikke motivationen for hurtigst muligt at kunne klare sig selv i et nyt land, udtalte Anders Fogh Rasmussen.

– Endelig var han omkring troværdig politisk ledelse, hvor “et ord er et ord” og “gør det I siger, også efter et valg” ifølge ham er eneste vej til, at vore politiske ledere igen kan opnå troværdighed, slutter Søren Smalbro.

Efterfølgende blev et spændende møde afsluttet med en livlig spørgelyst fra mødedeltagerne.


Foto: Hanne Hvidegaard.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments