
Det er ti år siden, kommunesammenlægningen blev en realitet. I det nordvestlige hjørne af Vendsyssel blev fire kommuner til én, da kommunerne i Hirtshals, Sindal, Løkken-Vrå og Hjørring blev samlet til Hjørring Kommune. Kommunalreformen betød tomme rådhuse i en række byer.
Den nye Hjørring Kommune, som trådte i kraft 1. januar 2007, holdt i de første år til i den gamle bygning på Torvet i Hjørring. Nu har Vendsyssel Historiske Museum købt det gamle rådhus for den nette pris af to kroner.
– Vi har så pillet byrådsmøblerne ud. Herinde har vi i dag mange møder, foredrag og foreskellige foreninger kommer og holder årsmøder med videre, fortæller Jørgen Rendboe, direktør for Vendsyssel Historiske Museum.
Det gamle rådhus var for småt, og i efteråret 2013 blev det nye rådhus på den anden side af gaden indviet. Hele kommunens administration holder nu til i Hjørring.
– Nu har vi fået det samlet, og det er medarbejderne glade for, det er politikerne glade for og dernæst, så sparer vi også 10 millioner på driften, og det er da bestemt også værd at gå efter, siger Arne Boelt (Socialdemokratiet), borgmester i Hjørring Kommune.
Borgmesteren er glad for, at kommunens gamle rådhuse ikke bare står og syner hen.
– Det har været vigtigt for os at få de gamle rådhuse i spil på en eller anden måde, og derfor er det også forskellige løsninger, der er valgt i de byer, hvor vi har haft rådhuse, siger Arne Boelt.
I Hirtshals er to tredjedele af rådhuset blevet solgt og raget ned. I stedet er der opført en Netto-butik. Den resterende del har Hjørring Kommune stadig, og her er der bibliotek og arkiv. I Vrå er rådhuset lejet ud til Socialtilsyn Nord, og økonomisk scorer Hjørring Kommune en årlig besparelse på 10 millioner kroner, fordi kommunalreformen ikke har ført tomme rådhusbygninger med sig.
– Det er en rigtig god forretning for os. Og det er vel det, der er hele meningen med kommunesammenlægningen? Det har vel været, at man skulle samle sine aktiviteter og effektivisere, så man kunne give borgerne mest mulig service for pengene, siger Arne Boelt.
Kilde: TV2/Nord.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.