Hjørring Kommune: Det gør vi for at få coronaudbrud under kontrol

Hjørring Kommune har netop udsendt denne pressemeddelelse vedrørende tiltag i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed.

1002

De seneste dages udvikling af smittetallene har fået Styrelsen for Patientsikkerhed og Hjørring Kommune til at opfordre alle borgere i kommunen med de mindste symptomer til hurtigst muligt at kontakte egen læge. Dette skal naturligvis ske telefonisk fremfor at møde op i lægens venteværelse.

Siden udbruddets begyndelse er samtlige anbefalinger og vejledninger fra de centrale myndigheder blevet fulgt. Hjørring Kommune er i tæt dialog med både Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed så arbejdet med at begrænse smitten sker hurtigst muligt.

Det er naturligvis fortsat meget vigtigt og afgørende at følge Sundhedsstyrelsens generelle retningslinjer om at vaske hænder hyppigt, holde afstand og at blive hjemme og kontakte sin læge hvis man har de mindste symptomer. Hjørring Kommune opfordrer alle borgere i kommunen til at have en skærpet opmærksomhed på selv de mindste symptomer i den kommende tid.

Hjørring Kommune har, efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, iværksat følgende tiltag:

På Sundheds, Ældre- og Handicapområdet

  • Testning af alle borgere på plejehjem
  • Arbejder på at alle borgere i hjemmeplejen tilbydes tests. Dette gøres i samarbejde med Region Nordjylland og Testcenter Danmark.
  • Nedlukning af alle ikke-kritiske besøg på alle institutioner indtil der er overblik over udbruddets omfang
  • Opfordring til at alt frontpersonale på SÆH-området lader sig teste
  • Nedlukning af alle aktivitetstilbud på ældreområdet
  • Nedlukning af holdtræning i forbindelse med genoptræning
  • Meddelelse til personale på ældre- og handicapområdet, at fysiske møder begrænses mest muligt
  • Meddelelse til tværgående funktioner på ældreområdet, at fysisk kontakt begrænses mest muligt

På Børne-, Fritids- og Uddannelsesområdet

  • Hjemsendelse af alle børn i de klasser på Bagterp og Højene skoler, hvor der er smittede
  • Testning af alt personale på de to skoler
  • Udsendelse af informationer på både skole- og klasseniveau
  • Hvis der konstateres smitte på en skole, overgår hele klassen til fjernundervisning indtil sommerferien.
  • Hvis der konstateres smitte i en daginstitution, håndteres dette efter sundhedsstyrelsens retningslinjer (stuen testes og sendes hjem i mindst 7 dage).
  • Nære kontakter blandt medarbejderne håndteres efter anvisninger fra sundhedsmyndighederne og øvrige medarbejdere på institutionen opfordres til at lade sig teste.

Generelt i resten af Hjørring Kommunes organisation

  • De borgervendte funktioner i borgerservice og jobcentret fortsætter uændret.
  • Der skal indtil videre i perioden frem til sommerferien tilrettelægges med mest muligt arbejde hjemmefra.
  • Fysisk mødeaktivitet skal begrænses mest muligt.
  • Fortsat fokus på de generelle retningslinjer og mindst mulig fysisk kontakt på tværs af institutioner og områder.

Tiltagene skal understøtte arbejdet med at inddæmme smitten hurtigst muligt, men med respekt for at tiltagene ikke giver unødige gener og serviceforringelser for borgerne.

Hjørring Kommune informerer i øvrigt medarbejdere, borgere, foreninger m.v. direkte i det omfang det vurderes relevant at justere på retningslinjer og praksis.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments