Hjørring Golfklub byder
Ældre Sagen velkommen

Jeg kan kun give de bedste anbefalinger til at prøve at spille golf, men pas på: Det kan være svært vanedannende. 

148
Sven på en vinterkold og snedækket dag i Hjørring Golfklub ventende utålmodigt på foråret.

Ældre Sagen i Hjørring og Hjørring Golfklub har igen et godt samarbejde med et godt tilbud til Ældre Sagens medlemmer, som får mulighed for at prøve golfsportens mange glæder fra torsdag den 19. april.

De havde samme fine tilbud om at prøve at spille golf med i april 2017.

På den måde fik ældre sagen endnu et aktivitets tilbud til de mange medlemmer, og fra golfklubbens side håbede man på at dette kunne føre til, at der kom nogle flere medlemmer, da golf er en sport der kan dyrkes i alle aldre og alle niveauer.

Tovholder hos Ældre Sagen, Inga Jensen, er meget tilfreds med forløbet i 2017 og i efteråret blev det allerede aftalt med John Friis fra golfklubbens bestyrelse at det skulle gentages i 2018 og med start torsdag, den 19. april. Fra golfklubben er der ligeledes stor tilfredshed med samarbejdet.

Sven Hansen er en af de personer, der benyttede tilbuddet og han fortæller om sine oplevelser her:

-Da jeg gik på efterløn i april 17, så var annoncen vedrørende “Ældre Sagen tilbyder golf i samarbejde med Hjørring Golfklub” noget som vakte min interesse. Lysten til prøve mig af i golfsporten har altid fristet mig, men med kone, børn og fuldtidsjob, så var tiden ikke ligefrem til det. Men nu var det nu, og sammen med en god ven tog vi spændte afsted til den første prøve dag i Hjørring Golfklub. Og vi var ikke alene.

Godt 20 spillere, såvel mænd som kvinder, i den modne alder, havde taget imod tilbuddet. Desuden var en flok (ældre) erfarne golfspillere mødt op for at hjælpe de nye.

– Igennem hele perioden blev vi nye, “Kaniner” støttet i spillet med “den lille, men meget drilske, bold”. Denne gruppe hjælpere sørgede for med deres erfaring, hjælpsomhed, hyggelige kommentarer og ikke mindst deres tålmodighed, at hele perioden blev en stor succes.

– Hver torsdag var der indlagt en halv times træning, inden vi tog ud på banen. Udstyr kunne lånes, hvilke alle, som udgangspunkt, i hvert tilfælde i starten, tog imod. Vi var hurtigt flere, der også begyndte at mødes på andre dage end om torsdagen for at forbedre vores spil og gå en lille runde på banen.

Der blev trænet, spillet og dyrket hyggeligt samvær hver torsdag fra klokken 10-12, hvor vejret ellers en gang imellem gjorde sit til at ødelægge fællesskabet og spillet. Det lykkedes dog ikke.

Golf er et svært spil, men med lidt og måske megen tålmodighed, glæden ved såvel det sociale fællesskab samt gåturene på Hjørring Golfklubs flotte baner, så kunne alle få gode oplevelser med hjem.

Efter dagens træning blev der afsluttet med en kop kaffe, en øl samt hyggesnak om dagens vanskeligheder og succeser, som der kom flere og flere af.

– I denne forbindelse skal nævnes, at der i klubben er en meget behagelig og rar tone såvel ude på banerne som i det dejlige klubhus. Jeg følte mig velkommen fra første dag, fortæller Sven Hansen.

Da prøveperioden sluttede fik alle et tilbud om at fortsætte i resten af kalenderåret 2017 til en meget fordelagtig pris. Dette tog over halvdelen imod.

– Når den kommende sæson begynder for alvor tror jeg, at cirka 10 spillere fortsætter. Altså cirka halvdelen, som startede i april. Det er da meget godt.

Sven Hansen har fundet den fritidsaktivitet, som han vil bruge en del tid på i fremtiden.

– Jeg regner med to til tre gange ugentligt. Omkring selve spillet så får jeg flere og flere  aha oplevelser. Reglerne er nogenlunde kendte, det sociale liv i Hjørring Golfklub er super, og da jeg efterhånden har lært mange andre at kende – og spille med – så tror jeg på rigtig mange oplevelser i årene fremover.

– Jeg glæder mig allerede til foråret og den nye sæson. Jeg kan kun give de bedste anbefalinger til at prøve at spille golf, men pas på: Det kan være svært vanedannende.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments