Hjørring er godt med i forhold til erhvervspræstationer

Ny analyse viser, hvor godt erhvervslivet præsterer i de danske kommuner, skriver Claus Dindler hos Hjørring ErhvervsCenter..

70

Virksomhederne i hovedstadsområdets kommuner præsterer bedst. Men vores lokale virksomheder er godt med og placerer Hjørring kommune som nummer 33 blandt de 94 undersøgte kommuner.

Undersøgelsen hedder ”Lokale Erhvervspræstationer 2020” og er foretaget af konsulenthuset Iris Group på baggrund af materiale fra Danmarks Statistik.

Du kan se hele undersøgelsen her:

ErhvervsNyt har lavet en overskuelig oversigt over Hjørrings og de øvrige nordjyske kommuners placering såvel samlet som i undersøgelsens tre underkategorier. Den ser således ud:

”Lokale Erhvervspræstationer” bygger på 22 udvalgte indikatorer, der bl.a. måler privat jobskabelse, andel højproduktive virksomheder, overlevelse og jobskabelse blandt iværksættere, andel vækstvirksomheder og eksportaktivitet blandt private virksomheder. Indekset giver mulighed for at sammenligne præstationer på tværs af samtlige danske kommuner.

Underkategorierne er defineret på følgende måde:

Arbejdspladser, indkomst og produktivitet
Et stort antal private arbejdspladser, mange højproduktive virksomheder og høj erhvervsindkomst blandt kommunens borgere er centrale erhvervsøkonomiske mål, der har stor betydning for det økonomiske grundlag i en kommune. Underindekset rangerer kommunerne på baggrund af otte indikatorer på disse områder.

Iværksætteri og vækstvirksomheder
I underindekset indgår ti indikatorer, der tilsammen giver et overblik over evnen til at skabe nye virksomheder og til at få mindre virksomheder til at vokse.

Eksport
Underindekset rangerer kommunerne på baggrund af fire indikatorer, der belyser niveauet og udviklingen i antal af eksportvirksomheder og gennemsnitlig eksportværdi pr. virksomhed i kommunen.

I en kommentar til analysen skriver Iris Group:

”Mange lokale politikere og embedsmænd er optagede af, hvordan deres kommune rangerer i DI’s årlige måling af lokal erhvervsvenlighed. Vi har undersøgt, om der er en god sammenhæng mellem kommuner, der klarer sig godt i DI’s måling, og kommuner, der faktisk har gode erhvervspræstationer.

Analysen viser, at det ikke er tilfældet. Det er udtryk for, at mange andre forhold end generel erhvervsvenlighed har betydning for den lokale erhvervsudvikling.

Derfor er det også vigtigt, at kommunerne anlægger et bredere erhvervspolitisk perspektiv og forholder sig til brugen af hele den lokale erhvervspolitiske værktøjskasse. God lokal erhvervspolitik er fx også at sikre høj kvalitet i den lokale erhvervsservice, at skabe gode rammer for iværksættere, at fremme innovation gennem innovative udbud og at udvikle samspillet mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner.”

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments