
Hjerteforeningen arbejder blandt meget andet for at give børn med hjertesygdomme et så godt liv som muligt ved at oplyse, rådgive, vejlede og varetage fælles interesser også for deres pårørende, men tillige ved at arrangere udflugter, som tilfældet denne lørdag var det med besøget i Fun-Park.
Der var mødt omkring en snes børn og voksne op til arrangementet, som blev afviklet på trods af regnvejret om formiddagen. Med på turen var Trine Hjermitslev, som er datter af lokale Jette og Jan Andersson. Trine var sammen med datteren Sarah og veninden Stephanie mindst et par gange inde i buret for at fodre vakebjørnene med rosiner i selskab med Allan fra Fun-Park.
Det aktuelle besøg i Fun-Park, som børnene nød i fulde åndedrag, er i øvrigt en kærkommen anledning til at minde om, at Hjerteforeningen søndag den 24. april afholder landsindsamling til fordel for livsvigtig forskning i sygdomme relateret til hjerte og kredsløb samt forebyggelse, patientstøtte og rådgivning.





















































