Hjemmeværnets Musikkorps i Nordjylland giver i år to julekoncerter i henholdsvis Hirtshals og Hjørring. Den første finder sted onsdag den 30. november kl. 19.30 i Hirtshals Kirke, mens den anden er onsdag den 7. december i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring. Der er gratis entré til begge koncerter og alle er hjertelig velkomne til koncerterne.
Programmet er under udarbejdelse, men man kan vente at høre numre som “Walking in the Air” fra tegnefilmen “The Snowman”, Happy Christmas og White Christmas, samt danske julesange til at synge med på.
Orkesteret er under ledelse af dirigent Mads Slej, der oprindelig også er fra Hjørring og har spillet med i flere af byens Brass Bands. Mads er uddannet fra musikkonservatoriet i Aalborg og har gennem de seneste 5 år været korpsets faste dirigent. Mads er i det daglige lærer på Hjørring Musiske skole, hvor mange børn og unge har glæde af hans musikalske og pædagogiske kompetencer.
Musikkorpset øver hver onsdag på Hjemmeværnsgården Vandstedgård, men bruger også to gange om året en halv eller hel weekend på samspil.
Mange af korpsets medlemmer har sat en ekstra lørdag af til fællesøvning af repertoiret til julekoncerterne og i foråret blev der brugt en weekend med egen dirigent og gæstedirigent Huw Thomas som lagde vejen forbi fra England.
Huw har netop igen været i Nordjylland, hvor han afholdt en dirigent workshop, hvor blandt andet musikkorpsets dirigent Mads deltog sammen med andre lokale dirigenter. En del musikere fra korpset var også mødt frem, dermed havde dirigenterne nogen at øve sig på og med.