Om lidt over en uge skal eleverne i 6. til 10. klasse igen til at gå i skole. Det bliver med statsgaranti ikke, som før coronaepidemien lukkede hele landet ned.
Det bliver dog også meget anderledes end den digitale nødundervisning, eleverne har modtaget siden 16. marts. En nødundervisning, der har givet børnene tid til at lave meget andet end lektier.
Den tid har en gruppe unge drenge fra Hundelev mellem Løkken og Hjørring udnyttet til at være produktive. Ja faktisk har de bygget deres helt eget hus – et corona-klubhus.
– Der er pil i væggene og siv som isolering i taget, forklarer Malthe Jensen, der viser rundt i klubhuset sammen med sin kammerat Aske Terkelsen, der også har været med til at bygge.
Der er indlagt både el og lys i huset og i hjørnet står en brændeovn og hjælper de unge mennesker med at holde varmen.
– Den varmer sgu meget godt, konstaterer Aske Terkelsen.
Lidt som Alene i Vildmarken
Både indefor og ude har de unge mennesker lagt fliser, så der har været nok at se til.
– Når vi er færdige med at lave lektier ved 15-tiden, så er vi taget herud og har arbejdet indtil ved 23-tiden, fortæller Aske Terkelsen.
Væggene har de unge mennesker bygget op af pilegrene og isoleret dem med mos. Det er efter forbillede fra DR-programmet ‘Alene i Vildmarken’ hvor deltagerne bygger deres vildmarkshytter op på den måde.
Æg og bacon til morgenmad
I ‘Alene i Vildmarken’ kæmper deltagerne for at finde og fange nok mad til at overleve i den vilde natur. I Hundelev udnytter de nyslåede klubhus-ejere den indlagte strøm til at tænde op i frituregryden og lave pomfritter mens gasgrillen på fliseterassen lader dem tilberede både koteletter og spareribs. Det var i hvert fald sådan lørdagens aften-menu lød inden klubhuset blev brugt til den første overnatning.
Søndag morgen skulle frituregryden ikke i kog, men menuen var stadig overdådig, vurderet på vildmarksskalaen: Rundstykker lavet på grillen, røræg og stegt bacon.
Velbekomme!
Tjek indslaget om drengene ved kilden her: TV2 Nord.