Historien om Sysseltinget

Vendsyssel Historiske Museum sender en sidste hilsen til Sysseltinget, mens en tung gravemaskine fjerner de sidste murbrokker ved Banegårdspladsen.

685
Sysseltinget, 2006. Foto: Jesper Jensen, Hjørring Fotoklub. Historisk Arkiv, VHM.

Bygningen, der nu er helt nedrevet, var oprindeligt Jørgen Storms gamle pakhus, et levn fra en tid, hvor jernbanens komme i 1871 bragte nye muligheder for handel og industri til Hjørring.

Godt 100 år senere, i 1976, stiftedes Foreningen Sysseltinget af lokale musikere og musikfolk – foreningen fik senere til huse i pakhuset, der blev stillet til rådighed af kommunen, skriver Vendsyssel Historiske Museum.

Sysseltinget blev snart et kulturelt omdrejningspunkt i Hjørring. Her blev der spillet musik, teater, holdt foredrag og vist film. Aktiviteterne blev afholdt af frivillige og mange foreninger samledes i bygningen, hvor der også var øvelokaler for amatørmusikere. Navne som Thomas Helmig, TV2 og Lars Lilholt spillede på Sysseltinget og flere musikere blev præsenteret her før de for alvor slog igennem.

Økonomien blev en udfordring, for skønt kommunen ikke opkrævede leje, ydede den heller ikke driftstilskud. Dette ændrede sig dog i begyndelsen af 1990’erne. På trods af en stor succes med mange aktiviteter med profilerede navne, fortsatte økonomien med at være et problem.

Bygningen satte sine begrænsninger i forhold til antallet af billetter, der kunne sælges til de enkelte arrangementer, hvilket ikke harmonerede med de honorarer, som de kendte musikere skulle have for deres optræden.

Samtidigt trængte det gamle pakhus til renovering og modernisering, hvilket var omkostningstungt. I 2004 blev der udarbejdet en plan for renoveringen. I 2010 blev denne dog endegyldigt lagt i graven. Skimmelsvamp i bygningen ville gøre en renovering for dyr.

Ti år senere er der kun minderne tilbage og håbet om, at der snart spilles musik igen på matriklen i en ikke alt for fjern fremtid.

Indgang til firmaet Jørgen Storm, 1935. Historisk Arkiv, VHM.
Pakhuset i 1979. Foto: Axel Søgaard. Historisk Arkiv, VHM.
Indgang til Sysseltinget, samme sted, 2004. Foto: Jesper Jensen, Hjørring Fotoklub. Historisk Arkiv, VHM
Nedrivningen, 2020. Foto: Vendsyssel Historiske Museum.

Læs meget mere om Sysseltinget hos kilden her: Vendsyssel Historiske Museum

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Søren Jensen
3 år siden

Selv Vendsyssel Historiske Museum har galt fat i fakta. Skimmelsvamp og renovering er to forskellige ting. Fjernelse er skimmelsvampen kostede ifølge kommunens egen rapport kun 238.000 kr. Om sammenblandingen var bevidst eller uvidenhed, skal jeg lade være usagt, men det er da påfaldende, at der i slipstrømmen af Sysseltingets “dødsdom” blev lavet en kulturalliance med Fr.havn kommune, som overtog førertrøjen indenfor den rytmiske musik i Vendsyssel, hvilket Hjørring kommune betaler kr. 500.000,- til årligt. De sidder garanteret og griner af os endnu i Fr.havn.

Last edited 3 år siden by Søren Jensen