Historien om et barndomshjem på Fyrbakken i Hirtshals

FlaskePosten har her fornøjelsen af at måtte bringe Martabolette Stechers fortælling om sit barndomshjem på Fyrbakken.

3108

Af Martabolette Stecher

Da jeg var en lille pige på fem, seks og syv år, legede jeg på vejen med de andre børn på Fyrbakken.

Jeg blev født i nummer 1, og i hus nr. 15 boede Gerda og Harald Fibiger. Det var Haralds far, der var med til at anlægge havnen i Hirtshals og flyttede fra København vist nok på den betingelse, at han kunne bygge et hus på den yderste grund i klitten. Det var der, at hus nr, 15 blev bygget – et træhus, som jeg senere malede, da mine forældre købte huset.

Jeg kom ofte på besøg hos Harald og Gerda. De var sådan nogle spændende mennesker. De kunne fortælle historier fra deres mange rejser rundt i hele verden – og fra de år, hvor de var udsendte i Afrika og havde levet i Karen Blixens fodspor. De havde overalt i deres hjem ting fra fjerne himmelstrøg. Jeg husker et hoved fra et nedskudt dyr fra Afrika og andre ting, der mindede dem om en svunden tid.

Harald og Gerda fik aldrig selv børn, så da jeg som en nysgerrig lille pige rendte på stien og legede og ikke kunne finde flere udenlandske turister på campingpladsen nedenfor Harald og Gerdas hus, der ville fortælle historier, så bankede jeg på hos dem. Det blev til mange besøg med historier. Men i en periode ville de også uddanne mig. Hver aften kl 18 skulle jeg møde seks år gammel foran deres dør og banke på, hvor Gerda så ville åbne døren og give mig et kram i hendes storbrystede favn. Så var det tid til at se tv-avisen med det dengang velkendte store TV på skærmen i sort hvid. Jeg skulle nemlig lære noget og vide noget om, hvad der foregik ude i den store verden. De kunne også finde på at høre mig i det efterfølgende.

I en anden periode skulle jeg komme og banke på om eftermiddagen, så jeg kunne lære at læse gotisk. Det lærte jeg, og jeg kan det stadig. De satte dybe spor med udlængsel og glæden over det fremmede i mig. Vi flyttede fra vejen, da jeg var ni og vendte først tilbage, da Gerda valgte at sælge huset på den yderste grund til mine forældre. Da var jeg blevet 16 år. Nu viser jeg mine børn min hjemstavn og giver dem historierne videre om, hvad der var engang.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Henrik Vittrup
2 år siden

Dejlige mennesker, kom der også af og til som barn. Var lutter øjne og øre når de fortalte om deres mange rejser og viste hjembragte souvenirs. Husker at der i entre hang en narhval tand.

Mvh Henrik Vittrup

Karen Mølskov
2 år siden

Dejligt at høre- at nogen åbner deres hjem- for st give et barn uddannelse og udlængsel?mit ældste barn fik chancen for at gå til “jysk”ved nogle pragtfulde forældre jeg havde til et dagplejebarn Camilla?