Karen Veber nyder nogle dage i sommerhuset midt i Hirtshals

Karen Veber er opvokset i Hirtshals og har sommerhus midt i byen, men flyttede som ung og nygift til Tåsinge.

83

Karen Veber er født på Mågevej og opvokset i Hirtshals. Allerede som ung kom hun ud at sejle, hvor hun ombord faldt for sit livs kærlighed. Manden i hendes liv hed og hedder fortsat Poul, som var fra Tåsinge.

Derfor blev deres faste base den smukke ø mellem Svendborg og Langeland. Meget mere forskelligt fra den forblæste og barske hjemstavn kunne det næsten ikke blive for Karen Veber. Vesterhavet har tydeligvis også trukket så meget i hende, at hun og Poul for 11 år siden købte det lille hus i Højersgade, hvor der blot er et stenkast til Husmoderstranden.

– Poul og jeg oplevede allerede tidligt i livet mange forskellige verdensdele sammen, mens vi sejlede med et køleskib, fortæller Karen Veber, idet hun først viser rundt i den hyggeligt indrettede gårdhave og dernæst i det lune lille hus tæt ved Karens Plads.

Her bliver vi bænket i den ene af de to stuer, hvor værtinden serverer delikat tapasagtigt brød og en god italiensk rødvin, mens vi ud ad vinduet kan se det flotte store vægmaleri, der er er lavet af Karen Vebers svigerinde Inger Mortensen. Flere af hendes billeder pryder også i stuerne.

Før købet af huset i Højersgade havde Poul og Karen faktisk sommerhus i Tornby, men hun har nydt i de sidste 10 år at kunne komme helt tilbage til midtbyen i Hirtshals. Fra Tåsinge følger hun ellers dagligt livets gang i hjembyen via grupper som Lilleheden på Facebook og webavisen FlaskePosten.

– Jeg er jo vokset op med nogle skæbner og historier helt inde på livet, hvor det ikke var unormalt, at man risikerede at miste indtil flere mandlige familiemedlemmer, der var med den samme jolle, når vejret pludselig slog om og tragedien ramte, beretter Karen Veber.

Alligevel eller måske netop på grund af vilkårene heroppe, hvor Vendsyssel skyder ryg mod Vesterhavet, har Karen Veber altså følt tilknytningen trække så meget i sig, at hun nyder jævnligt at kunne vende tilbage til rødderne i Hirtshals, hvor hun især ynder at bruge sommerdagene på Husmoderstranden.

Lige nu tilbringer pigen fra Mågevej, der har sejlet på de syv have, så nogle dage i huset, som i den grad bærer præg af det nordvestlige Vendsyssel.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments