Historien er sådan her: For nogle år siden var Victoria sømand, hun sejlede jorden rundt på gamle træskibe, kravlede i master og sov i hængekøjer under dækket (bandede og svovlede og fik tatoveringer over det hele) skrev breve hjem om lysende sødyr/alger og stjerner og øjne. Men det var også en hård, hård, hård tid for hende og en dag ude på havet skriver hun alle sine sorger ned på et stykke papir som hun ruller sammen og stikker i en flaske, flasken i havet, sorgerne… artikulerede.
Flasken skyller op på en strand i Mexico.
Et fremmed menneske læser hvad hun har skrevet (på engelsk fordi alting var på engelsk dengang) og svarer hende på mail. De har skrevet sammen som venner i tre år hvilket er imponerende i sig selv eftersom hendes ven ikke rigtig taler engelsk og hun ikke rigtig taler spansk men nuvel.
Så er hun rejst til Mexico.
Så sidder hun så på et tæppe på en strand. Så tager hun et billede af sin flaskepost og oploader det til facebook.
…. imens sidder jeg herhjemme og har aldrig rejst eller set verden fordi jeg fik børn så tidligt og yadi yadi – der er også noget med en indre rejse og så videre, jeg skriver på slutningen af min bog, min veninde, som læser med, siger “lad os slutte på en høj note! Du står der og vil kaste dig ud fra fem meter vippen og du vil mere, mere, mere – du inviterer ham med ud i det passionerede, du et ikke bange!” Og jeg svarer “njøeh….” og skriver så en passioneret slutning men altså hallo!
Der er handlinger og så er der ord – og der er sammenhængen imellem dem.
Min datter INSISTERER på eventyret og det er pisseirriterende indimellem (ret tit) men det er også det vildeste og det smukkeste.
Og jeg tænker det er ret ok.
