Af Kjeld Larsen
Få kilometer syd for landsbyen Tuen møder man området Sørig.
Det er en egn, der gennem de seneste år har gennemgået en stor forandring.
Landsbyen Sørig – folkeviddet har benævnt den det ret så prosaiske navn Ølstrup –
ligger placeret midt i det store, åbne landskab.
Sørig har som mange andre landsbyer gennem de senere år måttet afgive en række faciliteter som bl.a. købmand, smed og mejeri, så der er faktisk ikke meget tilbage
Sørig Enge og Sørig Mose er veldefinerede lokaliteter med smukke naturlandskaber.
Historien arbejder hurtigt, og mange gode historier om indbyggerne her er ikke i tide blevet nedskrevet. Noget kan dog endnu indhentes.
Johannes Nilsson, Sørig, der var en ihærdig lokalhistoriker, har dog tidligere leveret en række bidrag, og med hans finurlige evne til at opfatte situationer er det en stor berigelse for os at nærlæse hans grundige fortællinger og optegnelser.
Han var i besiddelse af det ægte vendsysselske lune, og han foretrak så bestemt at underspille beretningerne frem for det modsatte.
Men også tidligere postmester T. M. Sørensen, Hirtshals, der var bosiddende i den nedlagte Sørig mellemste Skole, har med sit arkiv over vendelboerne ydet gode bidrag.
Lokalhistorisk Arkiv Tversted-Uggerby-Sørig har leveret meget af søgematerialet. Her kan man også selv gå på opdagelse i arkivets åbningstid, og der er interessante ting at studere.
Men der er også personer med tilknytning til området, der beredvilligt har stillet sig til rådighed.
Der kan være tale om efterkommere af centrale personer fra tiden i Sørig, dengang der for alvor var gang i hjulene.
Nogle af de ejendomme, som omtales her, var beliggende i den allerfjerneste del af kommunen (Tversted-Uggerby): Sørig Mose.
Omkring 1835 begyndte indvandringen til Sørig Mose. Det var folk fra forskellige steder, der ønskede at få foden under eget bord.
Der var også nogle eneboere, der slog sig ned her i mosen, andre var blot anderledes i hele deres levevis og endelig var der ganske almindelige borgere, der blot skulle have tid til at komme rigtigt i gang.
Måske var der nogle iblandt, der gerne ville skjule sig for lovens lange arm!
Jens Aakeson Ahlbeck (7.11.1849 – 29.4.1936), der oprindeligt udvandrede fra Sverige, slog sig via arbejdspladser på Sjælland for en tid ned i et hus ved Sørig Mose som en slags nybygger, inden turen gik videre til Vester Tversted, hvor han så endeligt bosatte sig. Fra beboelsen i Sørig hjalp han til med tørlægningen af Gårdbo Sø, og i Tversted fik han arbejde ved Tversted Teglværk. Han var en yderst solid arbejder, der også bød sig selv på hårdt arbejde.
Jens Ahlbeck blev gift to gange, endda med to søstre, og han har rigtig mange efterkommere i Tversted og omegn, hvor mange naturligvis bærer hans efternavn Ahlbeck.
Der er blevet udtrykt, at nogle af beboerne i Sørig levede i jordhuler som en betegnelse for en primitiv og enkel bolig,
”De gravede sig ind i Rimmerne, Saa var der væg til tre Sider, og Facaden byggedes op af Grøntørv eller Klyner, og ”oppe i Landet” havde man maaske bjærget sig en gammel Dør med Karm. Taget, der bestod af Rafter eller Grene fra nærmeste Plantage, var tækket med Lyng og Fladtørv” (Lærer R. C. Rasmussen, Tversted, i Vendsyssel Tidende 1. november 1937.)
Det var et oftest et liv i fattigdom med pjaltet tøj, og folk måtte tit klare sig gennem vinteren ved at tigge hos folk i de mere velhavende egne rundt omkring.
En del af beboerne i mosen kunne også – midt i deres fattigdom – have et problem med for meget alkohol!
Øvrigheden ville i øvrigt nødig derud i mosen, og beboerne var ofte overladt til selvdisciplin.
Som belægning til de lidt primitive veje i området anvendte man lyng i store mængder. Beboerne ville gerne af med lyngen. De slog den af med høle, kørte den sammen i stakke, hvorefter kommunen overtog.
I dag suser man via områdets asfalterede veje på vej mod f.eks. Frederikshavn ad Tuenvej eller Europavej, som det meget internationalt hedder. Helt storladent bliver det, når man erindrer sig, at området vest for Tuen, hvor Europavej munder ud, hedder Altona!
Nu er der ikke så mange, der anvender dialekt i deres daglige sprog, men for nogle år siden, kunne lærerne i den da nye Tversted-Uggerby Centralskole, udmærket høre, når en elev kom med en dialekt fra Sørig-området. Hyggeligt og karakteristisk!
I området var der meget mosejord, og det kunne der graves tørv af til opvarmningen af de måske ikke helt tætte huse. Enkeltstensmure isolerer kun minimalt.
Igennem området løb i en årrække en mergelbane: Eskjær-Slynge Mergelbane.
Arealerne måtte tilføres mergel, hvis der skulle kunne dyrkes noget ved de ofte små landbrug. Heden skulle opdyrkes. Rimmer og dopper var en stor del af landbrugsarealet.
Et par heste, 4-5 køer og nogle få grise og får var ofte bestanden af dyr. Får var nøjsomme dyr, der kunne bjerge føden ude både sommer og vinter. Trækstude hørte ofte med til landbruget.
Til gengæld var der i tråd med tiden ofte mange børn. Det var godt at have medhjælpere på bedriften.
SØRIG FRISKOLE
I Tuen-Sørig området var der i mange år hele tre skoler til de mange børn.
Sørig søndre Skole var egnens skole.
Mange husker stadig enelærer Valdemar Nikolajsen, der med myndighed og venlighed ledede skolen i perioden 1931-62. (f.1901- d.1982). Skolen blev nedlagt i 1962.
Men helt mod syd i området var der i ganske kort tid en lille skole:
I Morten Larsens hus (beliggende nuværende Tuenvej 6) blev der oprettet en friskole.
Morten blev født 1.11.1846 i Mygdal, og hans efterkommere boede efter hans død på ejendommen.
Tanken om skolen opstod under krigen 1914-18, hvor man fandt, at lærer Morten Clausen ved Sørig søndre Skole gik mere op i tørveproduktion end lærergerningen.
Skolen startede, da den spanske syge var kulmineret i 1918.
Lærer Niels Marius Hvidemose blev ansat, uagtet han var ueksamineret.
Skolebørnenes skolevej blev dengang tilbagelagt til fods: i gang eller nok mest i løb.
Skolen begyndte i januar 1919, og der var en tid tilmeldt 47 elever, hvor der i hele distriktet var 70 børn, men skolen blev nedlagt kort efter – d. 20. oktober s.å., da der igen på Sdr. Skole var blevet ordnede forhold med Julius Pedersen som lærer.
Morten Clausen var først blevet bevilget sygeorlov og senere afskediget..
Bygningerne til friskolen er for længst forsvundet, og den sidste skole i Sørig-området, Sørig mellem Skole, ophørte i 1970. I dag rummer bygningerne en ”Keramik Café”.
TUENVEJ 1 og forhistorien
Den sidste ejendom før kommuneskellet mod den daværende Sindal Kommune.
- 22. september 1898 er der ildebrand i Sørig. Ejendommen på det, der i dag benævnes Tuenvej 1, brænder.
Bebyggelsen på grunden har siden 1890 været placeret forskellige steder på arealerne.
Ved folketællingen 1890 boede her:
Jesper Sørensen (f. 5.8.1852 – d. 13.1.1935)
Anne Kirstine Sørensen (f. 29.12.1851 – d. 3.5.1933)
Lis Jakobsen fra gården Store Rød på Blæsbjergvej er oldebarn til parret, og hun oplyser, at Jesper Sørensen var vejentreprenør og havde op til 10 mand ansat i firmaet.
Jesper Sørensen angiver, at det er lokomotivet ”Dalgas” fra mergeltoget, der har antændt branden.
Erstatningsforlangedet over for mergelbaneselskabet er på 2000 kr. Rygtet går dog på, at ilden er opstået indvendig – evt. fra en dårlig skorsten.
Eskjær-Slynge Mergelbaneselskab afholder såvel bestyrelsesmøde som generalforsamling om ildebranden.
Man tilbyder nu Jesper Sørensen 1000 kr. som erstatning mod, at han genopfører bygningerne i så lang afstand fra banen, at de kan blive assurerede. Ligeledes, at han i fremtiden holder bygningerne assurerede.
Forinden havde Jesper i de indledende forhandlinger afslået også at modtage fra privat side et rug- eller havreneg pr. aktie.
Jesper Sørensen accepterer til sidst de 1000 kr., og sagen er hermed afsluttet.
Nye bygninger blev nu opført omkring 1900-tallet længere mod vest – nærmere bestemt ved den nuværende Europavej.
Det vedhæftede foto viser byggeriet, der givetvis var bygget i datidens stil. Det er barnebarnet Lund Frandsen som 17-årig, der står foran ejendommen.
Det ser ud til at være noget af et selvbyggerhus, hvortil der næppe er udstedt nogen byggetilladelse. Men det har givetvis været rammen om et godt familieliv.
Også dette hus nedbrændte, og det var formentlig på et tidspunkt omkring 1941-43.
Årsagen til branden angives at stamme fra en løbsk stokmølle, men dette er dog på ingen måde blevet bekræftet.
Herefter byggede Holger Frandsen en ejendom længere mod øst op ad Tuenvej, Tuenvej 1, hvor den nuværende beboelse i dag ligger.
Lund Frandsen var broder til Holger Frandsen.
SKÅL-HYTTERNE
Navnet på et antal huse på Mosevej stammer fra en tid, hvor beboerne om foråret og om efteråret samlede strandskaller, herfra navnet på husene. Herefter kørte de rundt og solgte dem til egnens hønseholdere.
Om sommeren arbejdede de i mosen, og om efteråret tog de kartofler op. Om vinteren lavede de roe- og tørvekurve af enebærris. Kurvene blev fremstillet af enebærris og ståltråd. Enen måtte hentes langvejs fra.
Risene havde den fordel, at de kunne flækkes til videre bearbejdning.
Herefter travede de rundt med kurvene på hovedet og solgte dem.
Ved juletid solgte døtrene fra husene fine selvlavede papirblomster.
Folkeviddet beretter om, at nogle af beboerne aldrig selv gravede tørv, men forsynede sig ved at hente hos lodsejerne ude i mosen.
På et tidspunkt har der været 4-5 beboede huse.
Nogle har også benævnt husene som ”glo-husene”.
Det var nogle lidt primitive huse (uden elektricitet), der lå her, men til gengæld var der mange børn. Husene var beliggende midt i storladne naturområder.
Aksel Gaardbo skriver:
I kanten af mosen lå et lille hus tækket med lyng, uden skorsten. I huset boede en gammel kone, som vi kaldte Glo Mariane efter huset, som vi kaldte for Glohuset.
Hvordan hun fik føden, blev aldrig opklaret, men hun havde en ged, så hun havde dog mælk.
Herefter boede ”Wormi” der nogle år, og derefter ”Skålfolk”
MERGELBANEN
A/S Eskjær-Slynge Mergelbaneselskab blev stiftet i 1893 med 450 aktionærer.
Banen blev anlagt i 1895-96 med bistand fra Hedeselskabet, og dens længde var på 11 km.
Det kørende materiel bestod af 1 lokomotiv og 22 tipvogne, der hver kunne tage ca. 2,5 t. mergel.
Der var mergellejer ved Eskjær i banens sydlige del samt ved Trynbakker midt på banen.
Det var den kendte landbrugs-foregangsmand godsejer Jørgen Larsen, Gårdbogård, (1851-1931), der tog initiativet til oprettelsen af mergelbaneselskabet.
Det var som nævnt lokomotivet ”Dalgas”, der tændte ild i den tidligere omtalte ejendom, og samme lokomotiv antændte også banens remise i Sørig. Den nedbrændte og blev ikke senere genopført.
Selskabet ophørte faktisk i 1934, men fortsatte alligevel og med god økonomi uden bane i en årrække. Helt frem til 1962 havde selskabet en formue på 12 000 kr. og udbetalte 25 kroners udbytte pr. aktie, ligesom det oplystes, at der stadig kunne hentes mergel i lejet.
Selskabet bag Eskjær-Slynge-banen blev først lukket helt ned i 1979 – da var der gået 45 år, efter at selve banelegemet var blevet nedlagt.
Men mergelbanen havde i høj grad været med til at få udført noget produktivt: ” Faa steder af vort Land har Mergeltilførsel været saa tiltrængt som til denne Egn, hvor store Strækninger ligger værdiløse hen. Strækninger, der er i Stand til at bære gode Afgrøder, naar en hensigtsmæssig Kultur anvendes.” ( J. P. Olesen, Viborg).
Nybyggerne på mosen kunne nu for de mest velhavendes vedkommende købe heste og bruge dem som trækdyr i stedet for stude, som man i mange år havde brugt.
TØRVEPRODUKTION
Sørig Mose er et område, der i mange år har ligget noget afsides. Det var her, man kunne møde mennesker, der måske ikke lige følte, at de kunne indpasses i det øvrige samfund.
En stor og særegen natur prægede området.
Under såvel 1. som 2. verdenskrig fik området en opblomstring. Der var mangel på opvarmningsmidler, og nu kom der gang i en stor tørveproduktion. Man skulle have noget at fylde i kakkelovnene.
Tørvegravningen fandt ofte sted i områder med rimmer og dopper.
Fra gammel tid var der til mange landejendomme i området – også i Tversted – tilknyttet en tørvelod her, ofte på ½ – 1 tdr. land, og den blev lige pludselig et aktiv, som man måske ikke tidligere havde regnet for så meget.
Nu blev der arbejde i tørvene til mange mennesker, både mænd og kvinder, og der blev slidt bravt fra morgen til aften.
Det var så god en forretning, at der også var entreprenører, der slog sig på tørveproduktion. Der blev ligefrem etableret fabrikker.
Efter 2. verdenskrig kunne man igen importere udenlandsk brændsel, og det gjorde efterhånden tørveproduktionen urentabel. En tid var man gået over til fabrikation af tørvebriketter – dog ofte af en noget svingende kvalitet.
Rigelige mængder af billig olie sidst i 50-erne var den endelige afslutning på brug af tørv som brændsel.
Mange steder kan man nu se, at birketræet har forvandlet mosen til skov og krat.
Et naturområde af en særegen skønhed, hvor man ofte kan se ynglende tranepar på de tilknyttede åbne arealer. Det er ganske flotte, store fugle, som i antal er steget meget de seneste år.
TUEN FOLKEDANSERE
Som en kulturel og karakteristisk institution for Tuen-Sørig området er det vigtigt at nævne de dygtige folkedansere fra Tuen Folkedanserforening. En forening, der faktisk eksisterede gennem mange år.
Hjemmebanen var naturligvis Tuen Forsamlingshus i Sørig. Så stor var tilslutningen engang, at der skulle øves folkedans over to aftener.
Det var altid et flot syn at følge deres opvisninger med de farvestrålende folkedragter.
En god og udmærket fritidsaktivitet, der betød meget for sammenholdet i området.
Tillige fastholdelse af en egnstradition, der rækker lang tid tilbage. Folkedans har i sagens natur altid været folkelig.
Men folkedanserne var også fine ambassadører for egnen, når de optrådte rundt om ved sommerfester, gymnastikopvisninger m.m. i de flotte dragter.
Der har naturligvis været flere instruktører og musikanter gennem årene.
Bedst huskes måske Chr. Løth fra V. Tversted som leder med Orla Møller på harmonikaen. Chr. Løth med de opmuntrende tilråb: Rrundt og rrundt !
Nogle interesser forsvinder med tiden, og andre og nye kommer til.
Trist, at Tuen Folkedansere er forsvundet for flere år siden, men en stor del af foreningens opland med mange landbrug – små som store – eksisterer heller ikke mere.
FREMTIDEN
Det åbne land gennemgår i disse år ganske store forandringer.
De mange landbrug, der tidligere opstod her i decentraliseringens navn, er nu ofre for en omsiggribende ny centralisering. En stor del af de landbrug, der tidligere har givet hjem og arbejde til generationer, bliver enten nedlagt – eller nedrevet, og dermed forsvinder de helt.
Det er de store jordbesiddere, der har taget over.
Til gengæld er der nu kommet vide og egenartede landskaber, hvor man kan nyde en helt speciel natur.
Hvordan vil Sørig-området mon komme til at se ud om f.eks. 50 år?
Spændende læsning.