Der var lagt op til fint besøg af krolfspillerne fra Sæby i Folkeparken torsdag den 25. august. Og fint blev det med nyslået græs, høj sol, kaffe på kanden og oplagte spillere.
– Den korte historie er, at vi i Ældre Sagens lokalafdeling i Hirtshals blev kontaktet af Poul Erik Christensen, om vi ikke skulle etablere en krolfbane i Hirtshals, så skulle han nok stå som instruktør og koordinator. En hurtig kontakt til Hjørring Kommune resulterede i en aftale om etablering af en bane lige ved indgangen til Folkeparken, fortæller Susanne Krohn Djurhuus fra Ældre Sagen.
– Inden da var der lige et gæstebesøg hos Ældre Sagen i Sæby, som har en bane i den idylliske Clasens Have, hvor vi spillede et par runder og hørte om deres erfaringer. Herefter er det bogstavelig talt gået slag i slag, der er kommet stadig flere krolf spillere til i Folkeparken, og der er oprettet endnu en bane ved Det Gamle Elværk i Bindslev, uddyber Susanne Krohn Djurhuus.
Så besøget fra Sæby var en gammel aftale om “tak for sidst”, men forhåbentlig er det ikke sidste gang de dyster. Og hvem vandt? Da det var en venskabskamp, blev resultatet ikke offentliggjort, så det henstår i det uvisse.
– Vi spiller fortsat ved Folkeparken i Hirtshals med to hold på tirsdage kl. 13 til 14.30 og igen kl. 14.30 til 16.00 og ved Bindslev Gamle Elværk også tirsdage kl. 14. til 16. Kom og vær med, mød bare op. Udstyr kan lånes. I pausen nyder spillerne den medbragte kaffe og kage, lyder det afslutningsvis fra Susanne Krohn Djurhuus.
Deltagelse er gratis.
Kontakt Hirtshals: Poul Erik Christensen tlf: 22764313.
Kontakt Bindslev: Lund Holst tlf: 29426173