Historien om den gule støvle ved Fyrklit

Der var engang en familie, der boede temmeligt meget i en lejlighed et sted i Danmark. Stedet kaldtes Fyrklit, fordi der var så mange klitter – du ved med marehalm og sand mellem tæerne og i øjnene, når det blæser – og fordi der var et fyrtårn – du ved..sådan et, der lyser ud i havet om natten, så skibene kan finde vej.

Fyrklit ligger helt ud til det hav, der hedder Jammerbugten, og familien kunne lige akkurat skimte havet, når de gik ud på deres altan og stod på tæer. Så fordi de godt kunne lide at se noget mere til havet, gik de tit ned ad en meget underlig trappe og ned til havet, som nogle gange var helt stille, og nogle gange larmede meget med kæmpestore bølger. Sådan var det for det meste.

En dag hvor havet var helt stille efter en larmende storm, gik familien ned på stranden ad den underlige trappe og nød det gode vejr og kiggede. De kiggede på bølgerne, der var meget små, de kiggede på nogle fugle på havet, de kiggede efter rav. Rav er sådan nogle pæne små klumper, der godt kan ligne sten, men som slet ikke er det. Rav kan næste flyde i vandet og er flot og ofte mange kroner værd.

De kiggede også på, hvad der kommer ind med bølgerne, når de er kæmpestore, og en dag fandt familien så den gule støvle. Det var en venstrestøvle, og selv om de ledte længe fandt de ikke nogen højrestøvle. Ærgerligt for det så ud til at være nogle gode støvler.

Made in Italy stod der på støvlen med store bogstaver. Det er engelsk og betyder, at den var blevet lavet i Italien. Italien ligger mange hundrede kilometer borte, så det var jo mærkeligt, at den skulle dukke op her i Danmark. Faren i familien mente, at det måtte være en særlig god støvle, for man kalder også Italien for støvlelandet, så de måtte da vide, hvordan man laver støvler.

Men hvordan støvlen var kommet til stranden ved Fyrklit? Det var ikke nemt at finde ud af. Moren i familien var så god til at gætte på, hvad der var sket med mennesker, men hun var ikke helt sikker på det med støvler. Måske var det en italiener, der var ude og fiske, og pludseligt mærker hun, at der er en lille sten i den venstre støvle, så hun tager den af og vil ryste stenen ud. I det samme rykker det i hendes fiskestang, og hun taber støvlen i vandet.

I den lille familie var der også et barnebarn, som af og til besøgte sine bedsteforældre. Barnebarnet syntes, at støvlen var så flot, at den skulle med op i lejligheden. Op i lejligheden? Faren i familien synes nok ikke, det var en god ide, men de blev enige om, at støvlen godt kunne pynte på terrassen – måske med en lille blomst i – eller en lille mølle foreslog barnebarnet…så man kunne se, når det blæste. Det var alle enige om, at det kunne være rart at vide noget om vejret, så det blev besluttet at tage støvlen med op fra stranden.

De havde også snakket om, at der var alt for meget plastik på stranden, og at plastik dræber fiskene og måske os alle sammen, fordi plastik kan gå i tusinde små stykker, der kan sættes sig fast alle steder, og måske kan man så ikke få luft.

Så op med den.

Og tiden gik. Og der sker så meget på en strand. Hver dag bringer havet nye ting ind. Og nogle gange stormer det så meget, at havet tager tingene med ud igen, og man ved ikke rigtigt, hvor det bliver af. Ihvertfald skete der ligesom ikke mere med den gule støvle, der blev sat hen i et hjørne.

Familiens far tog den en gang imellem frem og tog et billede af den, fordi han syntes, den var så flot, men så var det jo, den hørte det med det plastik. Den gule støvle blev glad for at være flot og god på billeder, men den blev også noget trist over at være lavet af plastik, og den følte sig helt alene i verden. I sin krog på terrassen.

Den gule støvle besluttede sig for, at den ville gøre noget ved det. Hvis det var rigtigt, at plastik var en rigtig dårlig ting, så ville den da gerne hjælpe med at ændre på det. Nu da den ikke rigtigt kunne gøre gavn på anden måde, men først ville den gøre noget for sig selv.

Den ville finde sin makker. Derfor begav den sig ud på en lang, lang rejse på Fyrklit, som normalt er sådan et sted mennesker og deres familier rejser til, når de skal være gode ved sig selv og hinanden.

Mennesker har det med at blive stressede. Det er sådan noget med, at alt mulig bliver for meget, og de kan ikke sove om natten, og måske begynder de at skælde ud på hinanden. Der hvor Fyrklit ligger, siger indbyggerne, at det kan være rigtigt træls at være til, når man er stresset.

Det ved de så bare ikke så meget om, for de bor et sted, hvor der sjældet er rigtigt træls at være, og det er også derfor der kommer så mange for at låne en lejlighed på Fyrklit. Rigtigt træls bliver til rigtigt gode dage, og nu ville den gule støvle også gerne have nogle gode dage.

Den gule støvle begynder en lang, lang rejse. Det er ikke så nemt at komme omkring, når man kun har sig selv, men kommer tid, kommer råd, som den tænkte. Det tog sin tid at komme ud på parkeringspladsen.

Først skulle den forbi en lille hund, der gøede hele tiden, og nogle steder var der sådan nogle forhøjninger i græsplænen. Da den gule støvle stod i krogen og lyttede, havde den tit hørt nogen snakke om både mosegrise og muldvarpe. Den havde aldrig set nogen af dem, men kunne forstå at den slags skulle man heller i spøge med. Næsten lige så farlige som plastik.

På parkeringspladsen lykkedes det med hjælp fra en af bilerne, der lige vrikkede lidt med en bagskærm, at komme op på taget af bilen. Herfra var der en fin udsigt. Der var fint vejr, og nogen havde hejst nogle klude op i en pind. Hvorfor vidste den gule støvle ikke, men det så fint og festligt ud.

Det blæste en del, så den gule støvle støttede sig en ting, der også så ud til at være af plastik. Tingen syntes ikke, den havde gjort noget forkert. Menneskene kunne slet ikke undvære den. – Man skal bare sørge for at have antennerne ude hele tiden, sagde den.

Den gule støvle vidste ikke, hvad det betød, men den kunne ikke se sin makker nogen steder, så videre gik det.

Hårdt var det, så den gule støvle krøb lidt ned i en sjov kasse for at hvile lidt og nyde udsigten til det Fyr, der havde været med til at bestemme, at Fyrklit skulle hedde Fyrklit. Herfra kunne den gule støvle også holde øje med, om der skulle være andre gule støvler i nærheden. Det var der ikke, så den måtte afsted igen.

Den gule støvle dumpede lige ned til gederne. De fortalte, at de kom fra noget, der hed Fun Park i nærheden. Hver sommer fik de lov til at bo på Fyrklit. Fun betyder sjov, og sådan var der i Fun Park, men gederne synes nu også, der var vældig meget fun og sjov på Fyrklit. De fortalte også den gule støvle, at de ikke havde set andre gule støvler, men hvis de havde, ville de nok have ædt den. Geder kan nemlig spise alt, også plastik.

Den gule støvle havde ikke lige tid at blive ædt, så den skyndte sig videre, og efter hvad den havde hørt, så var det altså heller ikke særligt sundt at spise plastik. Tænk hvis gederne ikke kom igen til næste sommer.

Fodboldgolf må være spændende, tænkte den gule støvle, som et øjeblik stod og ventede på, at der skulle komme nogen og forklare, hvad der skulle ske. Der kom godt nok nogle glade unge mennesker med bolde, men når de havde fået deres bold, så skiftedes de til at sparke den væk. Den gule støvle forstod det ikke.

Den kunne dog forstå, at de unge mennesker faktisk skulle have spillet en rigtig fodboldkamp mod Sverige. Et land, der ligger meget tæt på Fyrklit, men de kunne ikke rigtigt enes med deres makkere, så det var ikke blevet til noget. Den gule støvle forstod det ikke…tænk hvis man ikke kunne enes med sin højrestøvle! Hvem skulle tage det første skridt?

På legepladsen så børnene ud til at have det sjovt, og den gule støvle ville så gerne lege med, men det var ikke så nemt at komme rundt, når man kun er en støvle, og når man ingen makker har. Den gule støvle følte sig lidt alene i verden.

Pludselig fik den øje på noget rødt i græsset. Det var en rød sismofyt, som et barn havde glemt. Sismofytten så så alene ud, at den gule støvle lagde sig ved siden af den for at trøste den. De kunne ikke tale sammen, for sismofytter taler ikke i støvlesprog, men de kunne godt nyde at ligge ved siden af hinanden i det gode vejr, så det gjorde ikke noget.

Pludseligt kom der en lille pige forbi. Da hun fik øje på de to, der lå der i græsset, råbte hun: Yubii, den er her..Den gule støvle tænkte, at nogen havde fundet en gul højrestøvle, og at de så havde ledt efter en gul venstrestøvle, men så var den røde sismofyt væk, og helt alene var den gule støvle igen.

Den gule støvle kunne ligeså godt bare gemme sig i marehalmen og glemme alt om at finde makkeren, og den faldt i søvn og drømte en rigtig træls drøm om at blive væk fra makkeren. Den måtte videre.

Den mødte en meget flot bil, hvor der lå en dims ved forhjulet. Dimsen var af plastik, og bilen blev ved med at sige: – Kan du ikke tage den der plastikdims med dig. Den pynter ikke her. Dimsen havde også mistet sin makker, og dimsen og den gule støvle blev enige om sammen at lede efter makkere.

På den fine bil var der masser af plastik, men fordi det var en fin bil, og fordi plastikken så følte sig finere end dimsen og den gule støvle, så blev den fine plastik siddende på bilen, og de to nye venner måtte gå videre, og de blev hurtigt enige om, at de ville hjælpe hinanden og andre plastikstykker med at undgå at ende nede i havet.

Det var lige ved at gå galt, for lige pludseligt stod de foran havet, og de tænkte: Ender vi nu alligevel på havets bund og i fiskene, men det gik snart op for dem, at dette hav var et meget lille hav, som børnene på Fyrklit gerne ville plaske i. Det så ikke farligt ud, og der så heller ikke ud til at være nogen fisk deri.

De hilste på nogle hvide plastikstole og spurgte dem, om de ville med dimsen og den gule støvle ud og lede efter deres makkere og redde plastik fra at ende i havet, men det havde de hvide plastikstole ikke lige tid til, og der var også så lækkert der i solen på kanten af det lille ufarlige hav.

Plastikdimsen og den gule plastikstøvle var ved at blive sultne og tørstige, og de søgte ind til et sted, hvor det så ud, som om man kunne få noget at spise. Desværre så menneskene her også ud til at have mistet nogle makkere, så det kunne ikke lade sig gøre. Den gule støvle hørte nogen snakke om, at der havde været en fin restaurant, som ikke serverede pap- og plastikpizzaer, så det havde nok heller ikke været noget for dem.

Inde på Fyrklit kom der et menneske med noget, som vist blev kaldt en støvsuger. Den gule støvle syntes, at den lød voldsomt larmende, men kunne jo se, at den fjernede plastikstykker og andet snavs, så den gule støvle og dimsen blev enige med sig selv og hinanden om, at det da var en god larm.

Nogen havde sat blomster på bordene i caféen, og den gule støvle skulle da lige op og lugte til dem. – Åh, det er meget bedre end sure italienske sokker, sagde den gule støvle til dimsen, som ikke vidste noget om sure sokker, men jo nok var stødt på nogen, der ikke børstede deres tænder godt nok. Så får de sur ånde, og de bliver sure, – og det skal man ikke ønske sig at opleve, sagde dimsen.

Så fik de to venner øje på en stue. Udenpå stod der, at der var klitter derinde. Det forstod den gule støvle ikke noget af, og dimsen forstod slet ikke noget af det. Den gule støvle fandt en sjov skinnende ting, som den kunne stå på og kigge ind. Der var ikke andet end nogle underlige billeder, som en eller anden fototosse havde hængt op, så de gik hurtigt videre.

Reception er vist latin. Latin er et sprog, der er så gammelt, at ingen kan huske ret meget om det. Men den gule støvle havde hørt, at latin var det sprog, man talte i Italien lang tid før, den gule støvle blev fabrikeret. Dengang havde man slet ikke plastik, så det må have været en god tid. Og reception betyder modtagelse, og i modtagelsen blev dimsen og den gule støvle modtaget meget venligt

– Kan vi gøre noget for jer?, sagde receptionen. Og det kunne receptionen jo godt. De havde ikke set makkerne til dimsen og den gule støvle, men de kunne godt fortælle, hvor plastik skulle gøre af sig selv.

Den gule støvle fornemmede, at der måske snart ville ske noget nyt i dens tilværelse. Den familie, der havde fundet den på stranden, havde ikke spurgt efter den i receptionen, som ellers tit blev spurgt om ting, der var forsvundet. Det kunne være glas, det kunne være stole, det kunne være borde, det kunne være knive, men aldrig gule gummistøvler, så den gule gummestøvle blev lidt bedrøvet og ked af det.

Dimsen foreslog, at de gik op på første sal for at kigge ud på havet, så den gule gummistøvle kunne få et sidste blik på det underlige våde sted, den havde ligget i meget længe. Den kiggede ud, håbede at se en gul højrestøvle på vej imod dem hen over klitterne, men der var ingenting af den slags. Den blev lidt blød i plastikken, men tog sig så sammen og gik ned igen. De to venner måtte videre.

Den gule støvle og dimsen havde jo besluttet sig for at ville hjælpe med at samle plastik. Det lykkedes dem at fange noget, som et menneske havde kastet fra sig. Den gule støvle havde allerede lært, at mennesker af og til var glade for noget, de kaldte øl. Øl er sådan noget i dåser, og når de får nogle stykker af dem, så bliver de xtra glade og fornøjede, men også tit glemsomme.

Ihvertfald glemte de sommetider at lade være med at smide det plastik, der var omkring dåserne, i den flotte natur, og tænk om det kom ud i havet og drev i land et andet sted eller blev spist af en fisk, som døde af det.

Så den gule støvle blev helt glad for at kunne hjælpe til. Den vidste bare ikke endnu, hvor den skulle gøre af sig selv og sin plastikfangst.

Den gule støvle blev glad, da faren i familien kom forbi og tog et billede af den. – Flot støvle i glas og ramme, sagde han,men så blev den forskrækket, da der kom en mand og sagde, at den ikke måtte være på bordet.

Hurtigt ned og videre forbi Fyrklits legeplads. Den gule støvle kunne godt lide lyden af legende børn, så den kunne ikke forstå skiltet her. Hvorfor skulle man passe på legende børn? Der skulle da hellere stå, at man skulle passe på plastik. Nå, men hvad forstår en støvle, som er gul og fra Italien og helt alene i verden, fordi ingen ville plante blomster i den?

Herfra hvor den stod, kunne den lige skimte et sted, hvor der stod: AFFALD. Gad vide hvad det er, tænkte den gule støvle. Nå, men det er jo aldrig for sent at blive klogere, så den gule støvle begav sig på vej.

Først skulle den forbi et underligt sted med grønt plastik. MINIGOLF stod der på et skilt, og der stod en masse børn med plastikbolde og pinde, som de slog til boldene med. Familiens barnebarn var der også, og pludseligt råbte han: Hole in one! Den gule støvle blev helt forskrækket, men det betød vist noget godt. Ihvertfald så barnebarnet helt anderledes ud, når han ikke råbte: Hole in one…

Sådan er de så mærkelige de der mennesker og deres børn. Også når det gælder plastik. Det ser virkeligt ikke ud, som om menneskene kunne undvære plastik. Plastik der og plastik her.

Den gule støvle blev enig med sig selv og dimsen og sin plastikfangst om, at det bedste, man kunne gøre, var at sørge for, at der ikke skulle ligge noget plastik og flyde i naturen omkring Fyrklit, så de besluttede sig for at gøre en ende på det hele.

På affaldspladsen var der nogle store beholdere. De kiggede i dem og fandt ud af, at det nok var der, de skulle hen. Det var godt nok lidt ulækkert at hoppe ned til gammelt kødsovs og rådne kartoffelskræller, men på den anden side. Der var jo også mange, der mente, at plastik var både farligt og ulækkert.

På vej ned i den ulækre grød hørte de, at det puslede i affaldsrummet. Det var den familie, der fundet den gule støvle. De havde selv noget affald med, og faren sagde, at det sådan set var lidt underligt, at den kommune, de boede i, ikke samlede plastik ind, så det kunne blive genbrugt.

Den gule støvle lukkede – mens den kolde kødsovs lagde sig klamt og vådt omkring den – sine øjne og ører, mens den lige nåede at tænke. – Hvem der bare havde nået at blive brugt igen, tænk at vågne op igen som…..

Efterskrift:

Piet Hein – Kumpel – skrev engang et TRØSTE-GRUK – måske gælder det også for støvler:

Den, som taber sin ene handske,
er heldig i forhold til den,
som taber den ene,
kasserer den anden . . .
og finder den første igen.

Måske går der en ensom højrestøvle rundt i Italien, og det er slemt, for i det land har højrestøvler særligt meget brug for venstrestøvler.