Historiefortælleren fra Hasle kommer til Hirtshals

Søndag den 29. maj kommer ”fyrmester” Niels-Jørn Jensen ved Hammeren Fyr på det nordlige Bornholm forbi Hirtshals Fyr.

27

Niels-Jørn Jensen fra Hammeren Fyr kommer til Hirtshals for at fortælle om det Bornholmske fyrvæsen og øens skæbne i de sidste dage af 2. verdenskrig, hvor befolkningen led en noget anden skæbne end resten af landet. Øen blev bombet og besat af sovjetiske styrker.

Siden 2011 har “fyrmester” Niels-Jørn og hans kone Jette boet i fyrmesterboligen på Hammerknuden. Fyrmesterboligen og fyrtårnet er udgangspunktet for Niels-Jørns guidede ture.

Historienørden fra Hasle

Niels-Jørn har en aftale om, at han skal passe fyret og noget af området omkring Hammeren Fyr. Men han er ikke blot kustode i området, men også i områdets historie. Ud over at være smed, ansat som værkfører hos Brdr. Anker i Hasle, har han også en historiker gemt i maven. “Jeg er ikke drevet af et økonomisk mål, eller af at jeg skal have 300 mennesker med på tur. Det vigtige er, at man møder en masse rare mennesker, som man giver en rigtig god oplevelse. Jeg har det fint med “kun” at tale til to fremmødte – drivkraften er at give dem den gode oplevelse” siger Niels-Jørn.

– Der er bare så mange historiefortællere, der synes, historien skal gøres mere spændende ved at smøre tykt på. Men jeg synes, historien er spændende nok i forvejen, siger Niels-Jørn. For ham er det vigtige, at det, han fortæller, er historisk korrekt. Så må det hellere være kedeligt – men det er det nu ikke.

Fyret på klippeknolden

Hammeren Fyr har været vidne til en masse. Det gamle fyr fra 1872 knejser rankt på klippeknolden og har spillet en rolle i både Bornholms, Danmarks – og sågar Europas – historie. Går man en tur i området, trækker ruiner og undseelige mindesmærker tråde tilbage til både Hammershus’ storhedstid, Danmarks kolonier i Dansk Vestindien, 1. verdenskrig og både tyskernes samt russernes tilstedeværelse på øen under og efter 2. verdenskrig.

Foredraget

Skulle alle historierne fortælles, ville det tage meget lang tid. Så foredraget, der bliver ledsaget af en stribe billeder, og koncentreret omkring de fem ”rigtige” fyrtårne på Bornholm, og deres skæbne. Men fyrtårn står ikke af sig selv. Fyrfolk og skibsfart vil også være en del af foredraget, ligesom beretninger om livet på Hammeren Fyr under 2. verdenskrig, den Bornholmske skæbne ved befrielsen og den senere sovjetiske besættelse af øen.

Rønne og Nexø blev den 7. og 8. maj 1945 bombet af sovjetiske bombemaskiner der ødelagde mere end 3500 huse og dræbte ni danske civile på øen, kort efter blev øen besat hvor de sovjetiske tropper blev i 11 måneder.

Det hele afsluttes med en fortælling om hvordan historiesøgning kan udvikle sig fra en hønsegård i Sandvig via Tyrkiet og til noget der smager godt – lyder det kryptisk og spændende? Ja, så er du nødt til at møde op og finde ud af hvad det drejer sig om.

Foredraget er i madpakkerummet søndag den 29. maj fra kl. 10:00 og til omkring kl. 12:00. Der tages entré på 60 kr. Prisen inkluderer kaffe og brød. Tilmelding på mobil: 21 70 02 75.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments