Skolens Venner er en forening, der dækker hele Danmark. Leder af lokalafdelingen i det nordvestlige Vendsyssel er Nils-Georg Lundberg, som er tidligere rektor på seminariet i Hjørring.
Han gik for to år siden sammen med gamle kolleger og venner fra skoleverdenen. De vil prøve at lave sådan en forening, der skal være med til at åbne skolerne noget mere. Det er kommet i forbindelse med den nye folkeskolelov, men det er noget helt nyt, at skolevenner og skolefolk skal samarbejde.
– Man skal selvfølgelig blive enige om at definere de frivilliges rolle på skolen. De er netop ikke fagprofessionelle eller ansatte. Vi skal have skabt nogle fælles spilleregler og en måde at kvalificere det frivillige arbejde på. Der er masser af muligheder lige fra at være en ekstra person, der kan hjælpe med lektierne til at komme med særlig viden indenfor et område. Men de frivillige skal ikke være vikarer, understreger Nils-Georg Lundberg.
Hirtshals Skolecenter søger derfor nu frivillige, der har tid og lyst til at bruge noget tid sammen med børn på et af undervisningsstederne i Horne, Tornby eller Hirtshals. HSC har erfaringer med frivillig lektiecafé fra Dansk Røde Kors. Det har været en stor succes, der kan bygges videre på. På Hirtshals skole er der mange to-sprogede børn og det er et særligt fokusområde i disse år at få integrationen til at lykkes. HSC vil gerne byde frivillige velkomne til at hjælpe med nogle af deres aktiviteter, hvilket gælder alle tre undervisningssteder.
– Vi stiller ingen krav om bestemt uddannelse eller lignende- blot der er overskud til, interesse for og lyst til at bidrage med at gøre en forskel ind i skolen i overensstemmelse med intentionerne i skolereformen ( åbne skolen mod samfundet). Vi tror, det vil give mere kvalitet med et par ekstra hænder til at hjælpe. Hvad der skal hjælpes med og hvad omfang, det kan blive, aftales selvfølgelig nærmere, fortæller skoleleder Jørgen Jensen fra undervisningsstedet i Horne.
Det lokale skolecenter ønsker frivillige hjælpere, der for eksempel kan hjælpe med:
- Lektiehjæl
- Ture fra skolen
- Ekstra støtte i klassen
- Ekstra støtte til 2-sprogede børn
- Gæstelærere, der kan bringe erfaringer fra arbejdslivet ind i skolen, ved at fortælle om egne oplevelser
- Voksne som har lyst til at være sammen med børnene i fritidsdelen fra 14-15.30
- Voksne som har lyst til at deltage i skolesport og MTB-hold (frivilligt tilbud: 4.-6. klassetrin)
- Listen er ikke udtømmende- har du en idé: kontakt os
Er det noget, man kan se sig selv være en aktiv del af, kan man skrive til skoleleder Jørgen Jensen: joergen.jensen@hjoerring eller ringe 72334252 / 41224202.