
Torsdag den 12. november er der, som tidligere omtalt her på FlaskePosten, åbent hus og indvielse af Hirtshals Skole. Skolen er blevet ombygget for omkring 16 mio. kr. Det skal fejres. Derfor har ledelse og skolebestyrelse besluttet at invitere elever, forældre og alle andre interesserede til indvielsen.
Børn og voksne fra Horne og Tornby bliver transporteret til Hirtshals skole, så alle er klar til indvielsen. Selve indvielsen starter kl. 13.00, hvor der vil være taler, snoren skal klippes og derefter er alle velkomne indenfor på skolen for at se de nye klasselokaler og de nye indbydende fællesområder.
– Der vil være lidt vådt og tørt til alle gæsterne. De store elever fra fase 3 vil lave arbejdende værksteder rundt omkring på skolen, hvor man har mulighed for at se nogle af linjefagene, men også hvad der foregår i de andre fag. Desuden vil der være andre spændende begivenheder i løbet af eftermiddagen, så jeg håber på, at der kommer rigtig mange, siger bestyrelsesformand Lise Rønn.
– Der er både nye undervisningslokaler der, hvor fase 3 hører til, nye store fælleslokaler og indbydende grupperum. Men det allerskønneste lokale er helt afgjort musiklokalet. Jeg er faktisk sikker på, at Hirtshals Skole har Hjørring Kommunes flotteste musiklokale og ikke mindst det musiklokale, der har den bedste beliggenhed, uddyber Lise Rønn.
– Om man kan være der en halv time eller to, betyder ikke så meget, bare man kigger forbi. Det er i hvert fald nu, at alle har mulighed for at se, hvordan rammerne for en skoledag er på Hirtshals Skole. Samtidig med at man kan få hilst på personalet fra alle tre skoler, afslutter Lise Rønn.
Indvielsen starter kl. 13.00 og slutter kl. 15.00. Alle er ifølge den tidligere omtalte invitation velkomne til at kigge forbi i det tidsrum.
Foto: Rasmus V. Carlsen.