Hirtshals på listen over Årets Fund 2015

Listen over Årets Fund 2015 er ikke i prioriteret rækkefølge, men til gengæld kvalificeret udarbejdet af Kulturstyrelsen.

14

Lige øst for Hirtshals er en mark, der ikke havde set dagens lys i mands minde. Under metertykke gamle klitter har bondens sidste vending af den magre muld puttet sig, indtil for et års tid siden, hvor anlæggelsen af et industriområde og en ny tilkørselsvej til Hirtshals Havn, fik Vendsyssels Historiske Museum til at rykke ud.

Under et flere meter tykt lag flyvesand fandt arkæologerne pløjespor, der var så velbevarede, at man nu kan blive klogere på tidligere tiders dyrkningsstrategier samt både størrelse og placering af de individuelle marker. Brug af marken kan med sikkerhed spores tilbage til middelalderen, men hvornår agrene første gang kom under bondens plov, er endnu usikkert. Muligvis er marken taget i brug allerede under den yngre jernalder (300-1050 e.Kr).

Pløjesporene i jorden stammer alle fra en såkaldt muldfjæls-plov, som sandsynligvis blev introduceret i området i denne periode, men det er meget sjældent at finde velbevarede marker fra denne tid. Derfor er der udtaget en række prøver, der nu skal sendes til datering, så man kan se, hvor gamle de ældste dele af agrene er. Sikkert er det dog, at arealet er blevet opgivet – sandsynligvis pga. store mængder flyvesand – og igen har lagt øde hen, da der blev opmålt til Videnskabernes selskabskort i 1700-tallet.

De gode bevaringsforhold løfter også sløret for, at fortidens landbrug kan have mere varieret end tidlige antaget. Således kan man se spor efter fladryggede agre frem for de kendte højryggede, ligesom man i det midterste dyrkningslag kunne se et system af afvandings-grøfter, som hidtil har været ukendt i middelalderens dyrkningsmetoder.

Foto: Jeppe Boel Jepsen, Vendsyssel Historiske Museum.

Kilde: Kulturstyrelsen

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments