Udtrykket 40, fed og færdig gjaldt på ingen måde for Hirtshals, der i perioden 1960-1970 oplevede en kæmpe vækst. Alene i årene 1960-1964 steg kommunens befolkningstal eksempelvis fra 6048 til 7589. En vækst der først og fremmest skal tilskrives havnen, hvor der i særdeleshed var ganske travlt.
En af årsagerne til havnens bragende succes var, at Hirtshals Havn ikke – som andre havne – frøs til under isvintrene, som der var ganske mange af dengang. I 1961 åbnede et nyt bassin på Vesthavnen, men det siges, at allerede i 1963 var det nye bassin så overfyldt af fiskerbåde, at det var muligt at gå over det nye bassin på bådenes dæk. Bådene medbragte enorme mængder af fisk, og i perioden 1960-1966 steg tilførslerne af fisk til Hirtshals Havn fra 87 til 205 mio. kg. Få år efter blev bygningen af et bassin i Østhavnen påbegyndt og taget i brug i 1967.
De mange fisk skulle også sælges og i 1968 blev en ny og større auktionshal taget i brug. Allerede ti år tidligere – i 1958 – kneb det med pladsen i den gamle auktionshal og Jørgen Heilesen fra Hirtshals Fiskeriforening skriver til Vandbygningsvæsenet, at: ”I denne uge er der på grund af pladsmangel i hallerne solgt i hundredvis af kasser eksportvarer på åben kaj, udsat for silende regn.”
I 1937 åbnede den første færgerute mellem Hirtshals og Kristiansand i Norge. I løbet af det første år tog 9251 passagerer turen. Knap tre årtier senere, i 1965, var tallet mere end 15-doblet, idet 152.600 passagerer benyttede sig af ruterne mellem Norge og Hirtshals. Den massive vækst på havnen medførte, at resten af byen ligeledes voksede stærkt. De mange, der arbejdede på havnen skulle jo have et sted at bo og alene i året 1962 var 97 nye lejligheder under opførelse.
D. 9. oktober 1960 havde avisen Ny Tid følgende overskrift: “Hvad man ikke kan i Hirtshals: Komme i snak med en arbejdsløs“. Manglen på arbejdskraft på grund af den rivende udvikling var nemlig så stor, at: ”Selv fra steder som Sindal, Kås, Pandrup og Flauenskjold kommer daglig rutebiler ind, læssede med kvinder og mænd, rede til at arbejde.” I samme avis kunne du også støde på denne overskrift: ”Alle byggegrunde i Hirtshals rives væk”. Eksempelvis området Emmersbæk, der i starten af årtiet endnu ikke hang sammen med det øvrige Hirtshals, var i kraftig vækst. Søndergade, der forbandt Hirtshals og ”forstaden” Emmersbæk, blev dog snart fuldt bebygget. I 1966 var skolen i Søndergade ikke længere stor nok til at huse alle områdets børn og Ulvkærskolen i Emmersbæk opførtes. 1969 stod den færdig til brug for 366 elever.
Da 1960’erne lakkede mod enden, besluttede sognerådet, at byen skulle have nyt rådhus og i 1971 stod Kjeld Dirckinck-Holmfeldts ikoniske rådhus klar til brug for byrådet i den nye storkommune. Med dets maritime islæt klædte det nye rådhus fiskerbyen Hirtshals godt. Samtidig med at Hirtshals efter kommunesammenlægning i 1970 var blevet et nyt administrativt centrum, endte en 50 år lang strid mellem staten og Hirtshals Kommune, idet staten samme år overdrog sine arealer i Hirtshals til kommunen.
De foregående årtier havde udviklingen i den kraftigt voksende by været præget af tilfældigheder og et hav af kulsejlede byplaner, der aldrig blev realiseret, blandt andet som følge af store uenigheder mellem staten, der ejede en stor del af Hirtshals bymidte og sognerådet, der siden 1938 havde været hovedansvarlig for byens planlægning.
Kilde: WikiVendsyssel.
