Hirtshals Havn satte fokus på 9850 Skandinavien C

Direktør Jens Kirketerp Jensen gennemgik mandag eftermiddag på Nordsøen nøgletal og Vision 2020, hvorefter vicedirektør Karin Eilers fik æren af at uddele Hirtshals Havns sponsorat 2014.

22

Der var mødt henved 100 interesserede borgere frem, da der mandag eftermiddag var Havnedag for alle i Multihallen på Nordsøen.

Efter en velkomst ved bestyrelsesmedlem Knud Damgaard blev ordet givet til Hirtshals Havns direktør Jens Kirketerp Jensen.

– Når man har med havne at gøre, lærer man hurtigt, at det handler om et langt og sejt træk, forklarede direktøren indledningsvis, hvorefter han gennemgik en lang række positive nøgletal og dernæst hovedpunkter i Vision 2020.

Udgangspunktet i sidstnævnte strategiplan er, at der er tale om en kommerciel virksomhed med såvel en lokal som en regional og skandinavisk forpligtelse, hvor fremtiden vil blive forsøgt formet i havnens billede, som det blev formuleret.

Desuden blev der i sagens natur brugt en del tid på at forklare hensigten både med godsbaneterminalen og landudvidelsen af havnen, der vil give yderligere 250.000 kvadratmeter, hvoraf de 160.000 er reserveret for udlejning til blandt andet virksomheder.

Herunder fremgik det, hvor mange tilladelser og hensyn, det har krævet at forholde sig til, før udvidelsen og rejsningen af de fire store vindmøller nu endelig kan realiseres. Alt sammen med stor hensyntagen især til naturen.

Af en tilhører blev der spurgt til, om ikke der er en grænse for, hvor mange færger og skibe, der i fremtiden vil kunne anløbe Hirtshals Havn. Hertil blev der svaret, at det løbende indgår i vurderingerne af fremtiden, men en udvidelse af indsejlingen koster let i omegnen af en milliard, understregede Jens Kirketerp Jensen. Ikke desto mindre og netop i kraft af havnens placering samt nuværende og især fremtidige kapacitet burde byen kunne kaldes 9850 Skandinavien C, pointerede direktøren med et smil.

Endelig blev det overladt til vicedirektør Karin Eilers at overrække Hirtshals Havns sponsorat for 2014. Den store check på 20.000 kr. gik til Team Hjørring og blev overrakt til Kurt Brandi. Teamets fornemste formål er at støtte lokale ungdomsprojekter med fokus på sport, sundhed og kultur, forklarede han og takkede for det store sponsorat.

Afslutningsvis takkede også Knud Damgaard for det store fremmøde, men konstaterede samtidig, at der ikke havde været så mange spørgsmål, hvilket han med et glimt i øjet gav udtryk for måske kunne skyldes, at direktøren var blevet bedre til at formidle budskabet.

Link til yderligere info: Hirtshals Havn

Foto: Niels Skipper & Hirtshals Havn

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments