Hirtshals Havns nye færgeleje skal primært servicere Fjord Lines nye katamaran “Fjord FSTR”, men samtidig er færgelejet konstrueret således, at det kan anløbes af konventionel tonnage som eksempelvis ro/ro-fragtskibe. Dette kan lade sig gøre på grund af færgelejets særlige affendring, som er konstrueret på en sådan måde, at den tilpasser sig størrelsen af det skib, der belaster fenderen. Denne form for affendring er en af de første af sin art i Danmark.
Sideløbende med anlægsarbejderne af Færgeleje 4 skulle det desuden gøres muligt for Fjord Lines katamaran “HSC Fjord Cat” at sejle i sommersæsonen. Dette har betydet, at der under hele forløbet har været behov for en tæt og konstruktiv dialog mellem Hirtshals Havn, de rådgivende ingeniører hos A1-Consult, entreprenøren CG Jensen og Fjord Line.
– Gennem hele projekteringen og anlægsprocessen har der på alle måder været et godt samarbejde med alle parter. Samtidig er vi færdige til tiden og har nået det ønskede resultat. På den måde er vi kommet godt i mål til trods for de udfordringer, der er fulgt med de krav, som blev stillet fra både havnens og rederiets side, siger Hirtshals Havns tekniske chef, Peter Ydesen i forbindelse med afleveringsforretningen.
Hirtshals Havns nye Færgeleje 4 omfatter affendring, bundsikring støbt i beton samt en bevægelig broklap, som har en bredde på 29 meter og kan præstere en vandring på 3 meter. Færgelejet er konstrueret, så det er fremtidssikret og forberedt til den hårde belastning, der følger af katamaranens tre daglige anløb
“Fjord FSTR” sættes ind i stedet for Fjord Lines “HSC Fjord Cat”, som i dag sejler på ruten mellem Hirtshals og Kristiansand. Samtidig med, at den nye katamaran er lige så hurtig og stabil som “HSC Fjord Cat”, har den næsten dobbelt så stor kapacitet for både passagerer og biler. “Fjord FSTR” er nemlig væsentlig længere og får plads til hele 1.200 passagerer, over 400 personbiler og op mod 30 lastbiler. Den nye katamaran vil dermed øge antallet af passagerer samt person- og lastbiler mellem Danmark og Norge.