Hirtshals giver optimisme hos Hjørring ErhvervsCenter

Optimal infrastruktur med motorvej, ny ringvej, Hirtshals TransportCenter og Hirtshals Havn – med nye landudvidelser- giver stærke kort på hånden, skriver direktør Bo Geertsen hos Hjørring ErhvervsCenter.

3
Bo Geertsen, direktør Hjørring ErhvervsCenter. Foto: Arkiv.

I Hjørring ErhvervsCenter og i vores erhvervsforening Erhverv Hjørring har 2016 været et travlt år med over 500 virksomhedskontakter og mere end 250 iværksættervejledninger, skriver direktør Bo Geertsen i et nyhedsbrev fra Hjørring ErhvervsCenter.

Mange virksomheder har fokus på effektivisering, produktivitet og vækst, og interessen for start af egen virksomhed er fortsat stor i vores kommune. Hjørring ErhvervsCenter står parat med sparring, vejledning, kontaktskabelse og afklaring af muligheder og støtte via vækstprogrammer til både iværksættere og virksomheder.

Erhvervsudviklingsmæssigt har erhvervscentret i 2016 bl.a. arbejdet med udviklingsmulighederne i Hirtshals, hvor de maritime erhverv, fiskerierhvervet samt transport- og logistik-erhvervet skaber vækst, fortsætter Bo Geertsen.

Optimal infrastruktur med motorvej, ny ringvej, Hirtshals TransportCenter og Hirtshals Havn – med nye landudvidelser-, giver disse erhverv stærke kort på hånden i Hirtshals. Kontakten til Norge er fortsat central, og med BusinessBroen Norge-Danmark har vi gode muligheder for at understøtte de virksomheder, der har interesser på dette marked.

Produktionserhvervene i vores kommune har også været i erhvervscentrets fokus i 2016. Det går generelt godt. Virksomhederne har i årene efter finanskrisen rejst sig flot med øget beskæftigelse, omsætningsvækst og udvikling til følge. I 2017 vil vi arbejde for at synliggøre disse virksomheders betydning for vores kommune yderligere.

På iværksættersiden glæder vi os over, at GARAGEN – vores lille iværksætter-rugekasse i Amtmandsboligen i Hjørring – summer af aktivitet og nye spændende virksomheder. I 2017 satser vi på endnu flere spændende iværksætter-projekter i kraft af vores konkurrence Dynamic StartUp Challenge, som er sat i gang af vores erhvervsnetværk DYNAMIC.

Vores erhvervsforening Erhverv Hjørring har aldrig haft så mange medlemmer som i 2016. Ved årets udgang var der 535 medlemmer.

Vi formidler nyt til medlemmerne ca. én gang ugentligt via vores nyhedsbrev, ligesom der kontinuerligt informeres via foreningens web samt på Facebook og LinkedIn. En arrangementskalender i 2016 med mere end 25 arrangementstilbud gav mange muligheder for medlemmerne til at få ny information og ikke mindst til at udvide eget netværk. Og tilbuddene i 2017 bliver mindst lige så mangfoldige og spændende. Glæd dig!

I 2016 oplevede vi stigende beskæftigelse og faldende ledighed. Vi sætter vores lid til, at denne fremgang fortsætter i 2017. Fra Hjørring ErhvervsCenters og Erhverv Hjørrings side vil vi i hvert fald gøre vores til, at det sker.

Godt nytår, slutter Bo Geertsen.

Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments